Skip to main content

Overlæge: Biologiske lægemidlers fordel er generelt færre bivirkninger

I Norge bruger lægerne i stigende grad biologiske lægemidler i behandlingen af inflammatoriske tarmsygdomme. Argumentet er blandt andet, at patienterne undgår at udvikle komplikationer.

I Danmark er behandlingen, som i resten af Europa, lidt mere konservativ. Dansk overlæge understreger, at nogle patienter kan have god effekt af de biologiske lægemidler, men at det langt fra er alle – og at det især er vigtigt at have en individualiseret tilgang til behandlingen.

I Norge er op imod hver tredje Crohns-patient i biologisk behandling, og antallet er stigende. Professor ved Akershus Universitetshospital i Oslo, Jørgen Jahnsen, vurderer, at andelen skal op på omkring 80 procent. Tilsvarende skal antallet af Colitis-patienter i biologisk behandling i Norge op fra 13 til mellem 20-50 procent. På sygehuset i Oslo overvejer lægerne endda, om den biologiske behandling fremover skal gøres til førstevalg. Et argument for dette er, at jo tidligere man begynder på behandlingen med de biologiske lægemidler, desto mindre risiko er der for at udvikle komplikationer som fistler og strikturer.

Ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation

I Danmark bliver der som bekendt også brugt biologiske lægemidler – men det er fortrinsvis til de patienter, som har et moderat til svært forløb, forklarer overlæge og specialist i mave- tarm-sygdomme på Sydvestjysk Sygehus, Torben Knudsen – og det mener han ikke, at der umiddelbart bør ændres på. Han deler ikke umiddelbart Jørgen Jahnsens opfattelse: ”Vi følger i Danmark, ligesom i de fleste andre lande i Europa, retningslinjerne fra ECCO (European Crohn’s and Colitis Organisation) og dermed en mere ’bottom-up’ model end den, der er lagt op til i Norge.

Det giver god mening, da der ikke i øjeblikket foreligger tilstrækkeligt videnskabelig dokumentation for, at en ’top-down’ strategi med primær anvendelse af biologiske lægemidler i alle tilfælde giver det bedste behandlingsresultat. Det er ikke sådan, at biologiske lægemidler nødvendigvis ændrer sygdommenes naturhistorie. Biologiske lægemidlers væsentligste fordel ligger i at de ved behandling af patienter med moderat/svær sygdom generelt har færre bivirkninger end steroider.

Personlig medicin

Torben Knudsen er ikke bekymret for, om de biologiske lægemidler kan have mere langsigtede bivirkninger, men han understreger, at de altid bør anvendes med forsigtighed, da det bestemt ikke er uden risici at dæmpe immunforsvaret. Særligt ældre patienter vil være udsatte. Men det er ikke sådan, at de danske læger ikke behandler med biologiske lægemidler, siger Torben Knudsen:

”Faktisk gælder det for 30 procent af Crohns-patienterne og en del færre af Colitis-patienterne. Det er dog udelukkende patienter, som har et moderat til svært sygdomsforløb og hvor der er svigt af standardbehandling. Hos de patienter er det ikke sådan, at vi trækker det i langdrag. Vi er forholdsvist hurtigt igennem de forskellige behandlinger og når frem til de biologiske lægemidler. Men det er altså også en del patienter, som har et benignt forløb og klarer sig rigtig fint på standard-præparaterne.”

Torben Knudsen understreger i den sammenhæng, at han mener, vi fremover, ligesom indenfor mange andre sygdomme, kommer til i højere grad at behandle patienterne individuelt med personlig medicin:

”Det handler om at give den rigtige behandling til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt.”

Netop brugen af biologiske lægemidler inden for inflammatoriske tarmsygdomme er et af de forskningsområder, som der forskes massivt i, fortæller Torben Knudsen:

”I fokus for forskningen er at undersøge, hvilke faktorer, der for den enkelte patient spiller en rolle for responset på behandling med biologiske lægemidler - herunder miljømæssige faktorer, kost og gener.”