Kristian Lunds blog

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Kroppens stilling afgørende for hurtig virkning af prasugrel

To minutter i oprejst position har signifikant betydning for, hvor hurtigt prasugrels effekt indtræder. Lægger patienten sig fladt ned efter at have slugt tabletterne, går der længere tid, før medicinen virker, viser ny forskning.

Det var almindelig nysgerrighed, der fik en gruppe forskere til at undersøge evidensen bag kroppens evne til at optage oral medicin i henholdsvis oprejst og liggende stilling, fortæller læge og mavetarmkirurg Jacob Antonsen, som er medforfatter på artiklen Posture changes platelet inhibition time after ingestion of prasugrel, publiceret i oktober 2018 i Danish Medical Journal.

”Vi undersøgte, hvad der skete i kroppen, når den var i oprejst position, og når den var i liggende position efter at have indtaget prasugrel – og vi fandt, at effekten på prasugrel viste sig hurtigere, hvis man holdt sig oprejst i 120 sekunder,” fortæller Jacob Antonsen. Prasugrel, som i Danmark er kendt under navnet Efient, bliver brugt forud for PCI – ballonudvidelse – i forbindelse med akut myokardieinfarkt, AMI.

Evidensbaseret logik

Det synes logisk, at tyngdekraften påvirker transporthastigheden gennem mavetarmsystemet – godt hjulpet på vej af peristaltikken. Men har forskellen signifikant betydning? Dén hypotese ville Jacob Antonsen og hans forskerkolleger undersøge i et forsøg, som udgik fra kardiologisk afdeling på Rigshospitalet. Forsøgspersonerne var 20 raske, ikke-rygende mænd mellem 20 og 30 år. I forsøget var det muligt bedside at måle på prasugrels trombocytinhibering ved hjælp af en POC-test, VerifyNow, som var valideret til at lave et ”cut-off”, hvor forskerne hurtigt kunne afklare effekten og ikke bare tilstedeværelsen af stoffet.

”Vi kunne se en signifikant forskel efter 40 minutter, hvis forsøgspersonen havde siddet oprejst i 90 graders vinkel i 120 sekunder efter at have slugt pillen,” fortæller Jacob Antonsen. Minutter er vigtige ved PCI-behandling, da det helst skal udføres indenfor 90-120 minutter efter den første lægekontakt ved mistanke om AMI.

Jacob Antonsen erkender, at det nok ikke er banebrydende forskning med wow-effekt, men at det er en efterprøvning af noget logisk, som har været forholdsvist simpelt at afprøve.

”Det er en intervention, som er helt uden bivirkninger, den er gratis og mig bekendt uskadelig – og den giver pillerne hurtigere effekt,” siger Jacob Antonsen og sammenligner det med, at man beder patienter med mistanke om AMI at tygge magnyltabletterne, før de sluger dem for at øge overfladearealet og absorptionshastigheden af dem.

Små forskelle med stor effekt

Selvom studiet havde nogle svagheder blandt andet på grund af en lille studiepopulation, som i øvrigt bestod af mennesker, hvis fysik og alder ikke minder om potentielle AMI-patienter, så kan studiet være med til at bane vejen for andre studier, der afprøver dele af praksis i et videnskabeligt setup.

”Vi kunne for eksempel lave studiet på folk, der får morfin eller anden medicin, der hæmmer ventrikeltømningen. Gør det forskel, hvis vi samtidig med morfin giver et præparat, metoclopramid, som øger ventrikeltømningen,” siger Jacob Antonsen og forklarer, at selvom deres studie om prasusgrel ikke kan sige noget specifikt om andre lægemidler, så vil det formentlig være de samme faktorer, der spiller ind.

Som mavetarmkirurg ser Jacob Antonsen tabletten kaleorid som én af de store syndere ved ulcus i eosophagus, da tabletten er stor, og mange ældre sluger måske ikke tabletten med nok vand, eller de ligger halvt nede, når tager den.

”Jeg anbefaler derfor altid selv mine patienter at sidde oprejst i to minutter efter at have spist deres piller,” siger Jacob Antonsen.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter