Øget risiko for urinvejssten hos IBD-patienter
Risikoen for urinvejssten er fordoblet hos patienter med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) sammenlignet med den generelle befolkning.
Det viser et stort dansk registerstudie, som er udgivet i tidsskriftet Clinical Gastroenterology and Hepatology.
”Forskellige mindre studier har indikeret en sammenhæng mellem urinvejssten og IBD, men der har manglet solide tal på, hvor mange, der får urinvejssten, og om andelen er højere blandt IBD-patienter end i den generelle befolkning,” forklarer sidsteforfatter Tine Jess om baggrunden for studiet. Hun er overlæge og professor i epidemiologisk forskning ved Statens Serum Institut.
Forskerne har undersøgt de danske patientregistre og identificeret alle patienter med inflammatoriske tarmsygdomme og alle tilfælde af urinvejssten mellem 1977 og 2018. IBD-patienterne blev sammenlignet med matchende kontroller uden inflammatoriske tarmsygdomme i forholdet 1:10.
- 549 (3,39 procent) ud af 75.236 IBD-patienter fik urinvejssten. Blandt personer uden IBD var antallet 11.258 (1,47 procent) ud af 767.403.
- Efter justering svarer det til en fordobling af risikoen for urinvejssten hos IBD-patienter sammenlignet med den generelle befolkning (HR 2,27; 95% CI: 2,17 – 2,38).
- IBD-patienter havde også øget risiko for urinvejssten før IBD-diagnosen (OR 1.42; 95% CI: 1,34 – 1,50).
- Efter IBD-diagnosen var risikoen for urinvejssten forbundet med behandling med TNF-hæmmere og operation.
”Det er interessant, at risikoen er højere hos IBD-patienter, som bliver behandlet med stærke lægemidler eller bliver opereret for sygdommen. Det kan indikerer, at sygdommens sværhedsgrad er forbundet med risikoen for urinvejssten,” siger Tine Jess og fortsætter:
”Var det et enkelt lægemiddel, der var forbundet med øget risiko, havde vi måske givet lægemidlet skylden, men når det gælder både opererede patienter og patienter, der har brug for stærke lægemidler, er det formentlig sygdommens sværhedsgrad, der spiller ind.”
Forskeren hæfter sig også ved den øgede risiko for urinvejssten forud for IBD-diagnosen.
”Det kan afspejle, at patienterne har biologiske forandringer allerede før IBD-diagnosen, som kan være medvirkende årsag til nyresten. Det kan også afspejle, at der er underliggende årsager, som kan give både nyresten og IBD,” siger hun.
”Fundet viser, at der er noget i biologien, som vi endnu ikke forstår, og yderligere forskning i sammenhængen kan øge forståelsen for, hvorfor vi udvikler IBD og nyresten, og i sidste ende lede til potentiel forebyggelse af sygdommene.