Skip to main content

Stor metaanalyse sammenligner colitis ulcerosa-lægemidler

Upadacitinib var mest effektivt til at inducere remission men førte også til flere bivirkninger sammenlignet med andre lægemidler.

Det viser en metaanalyse af en række forskellige lægemidlers effektivitet og sikkerhed. Analysen er udgivet i tidsskriftet The Lancet Gastroenterology & Hepatology.

Det er over 15 år siden, at TNF-hæmmeren infliximab blev godkendt til behandling af colitis ulcerosa, og siden da er der kommet mange nye biologiske og syntetiske lægemidler til. Nu har en forskergruppe sammenlignet lægemidler, der er afprøvet mod moderat til svær colitis ulcerosa i fase III-studier, for at undersøge hvilke der er mest effektive og sikre.

Det primære endepunkt var induktion af klinisk remission, og her klarede upadacitinib sig bedst. I Danmark er lægemidlet godkendt til moderat til svær kronisk leddegigt. Her sammenlignet med 10 andre lægemidler:

  • ozanimod (OR 2,70, 95% CI 1,18-6,20)
  • infliximab (OR 2,70, 95% CI 1,18-6,20)
  • tofacitinib (OR 2,84, 95% CI 1,28-6,31)
  • ustekinumab (OR 2,92, 95% CI 1,31-6,51)
  • golimumab (OR 3,00, 95% CI 1,32-6,82)
  • vedolizumab (OR 3,56, 95% CI 1,84-6,91)
  • filgotinib 200 mg (OR 4,49, 95% CI 2,18-9,24)
  • adalimumab (OR 4,64, 95% CI 2,47-8,71)
  • etrolizumab (OR 4,91, 95% CI 2,59-9,31)
  • filgotinib 100 mg (OR 6,15, 95% CI 2,98-12,72)

Til gengæld klarede upadacitinib sig dårligst på bivirkningsfronten (SUCRA 0,843), mens vedolizumab klarede sig bedst (SUCRA 0,184). Rangeringerne er baseret på arealet under den kumulative rangeringskurve (surface under the cumulative ranking curve (SUCRA)), hvor en lav score svarer til større sikkerhed.

Metaanalysen er baseret på data fra 10.061 patienter med colitis ulcerosa fra 29 randomiserede, kontrollerede forsøg fra perioden januar 1990 til juli 2021. Heriblandt flere head-to-head- og fase III-studier. De fleste studier var forsøg med induktionsbehandling.

I Medicinrådets seneste lægemiddelrekommandation for colitis ulcerosa, gældende fra den 28. september i år, er infliximab, vedolizumab, golimumab, adalimumab, usteknumab og tofacitinib anbefalet til bionaive og bioerfarine patienter: Infliximab er førstevalg til bionaive og adalimumab til bioerfarne patienter.