7,5 millioner til forskning i spædbørns mave-tarmsygdomme
Steffen Husby
Forskningscenteret GAIN på Odense Universitetshospital er udpeget som det næste Center for Klinisk Excellence af Region Syddanmark, som over de næste fem år vil tildele centeret 7,5 millioner kroner til forskning i mave-tarm-sygdomme og misdannelser hos spædbørn.
Centerets leder bliver professor og overlæge Steffen Husby fra forskningsenheden H.C. Andersen Børne- og Ungehospital ved Odense Universitetshospital.
”Udnævnelsen til ’Center of Excellence’ betyder en anerkendelse af forskningsområdet, der for os alle giver motivation til at fortsætte processen i et tværfagligt samarbejde. De ekstra midler vil muliggøre en række forskningsprojekter, der ellers ikke ville blive sat i søen, med det klare mål at forbedre patientforløbet hos denne gruppe af skrøbelige børn med misdannelser og sygdom i mavetarmkanalen,” siger han.
Steffen Husby fortæller, at man især vil koncentrere sig om at forbedre behandlingen af tre sygdomme: oesophagusatresi – misdannelse af spiserøret; nekrotiserende enterocolitis (NEC) – tarmbetændelse, som kan ramme for tidligt fødte børn; og Hirschsprungs sygdom, som er en medfødt mangel på nerveceller i tarmen.
”Der er behov for at opnå mere viden om sygdommene og forbedre behandlingen. Det er et ambitiøst tværfagligt projekt, som kræver et intenst samarbejde mellem forskellige specialer og mellem læger, sygeplejersker og andre, og det er blandt andet det, pengene skal gå til,” fortæller professoren.
Bred vifte af projekter
De 7,5 millioner kroner tildeles over fem år og skal blandt andet gå til sygeplejerelateret forskning, som skal forbedre forældrenes oplevelse af forløbet. Man vil bl.a. udnytte telemedicin til at sørge for, at børnene er så meget hjemme som muligt og kan blive vurderet i hjemmet.
Derudover skal der forskes i forebyggelse af senkomplikationer efter operationer, og der vil blive udført translationel forskning, hvor man ved hjælp af dyreforsøg vil forsøge at forbedre sygdomsforståelse og behandling.
”Ambitionen er, at vi om fem år har en meget bedre forståelse af, hvordan misdannelser, der opdages i graviditeten, udarter sig sidenhen. Vi forventer at have udviklet bedre metoder til at behandle spiserørsdefekter og de resulterende komplikationer, og vi vil bidrage til forståelsen af NEC, så vi forhåbentlig kan forebygge denne sygdom. Vi forventer også at udvikle bedre operationsmetoder til Hirschsprungs sygdom, og så vil vi styrke den eksperimentelle forskning og sygeplejeforskningen,” siger Steffen Husby.
Center for Klinisk Excellence er en udmærkelse, som Region Syddanmark giver til særligt kvalificerede forskningscentre. Den uddeles af et bedømmelsesudvalg bestående af internationale fageksperter. Puljen blev oprettet i 2015, og der er siden da udnævnt syv kliniske excellence centre i Region Syddanmark.
I en pressemeddelelse fra Region Syddanmark udtaler formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S):
”Vi har mange ekstremt dygtige forskere i Region Syddanmark, og vi prioriterer forskningsområdet højt. Den naturlige spydspids er OUH, og der sker forskning af meget høj kvalitet på alle vores sygehuse. Hvis der er én ting, som de seneste godt to år har vist – og især givet lægmand en forståelse for – så er det, hvor vigtig forskning er, for at vi er rustet til de udfordringer, fremtiden bringer os. Det bidrager Region Syddanmark i høj grad til, og det er jeg stolt af.”
