Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Inflammatoriske tarmsygdomme er på fremmarch i Danmark

Incidensen af inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) stiger, og forekomsten er fordoblet på kun 20 år. Det er både overraskende og foruroligende, mener lektor Kristine Allin fra Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT) ved Aalborg Universitet.

”Vi forventede, at incidensen var ved at flade ud, for det har vi set i mange af de lande, vi sammenligner os med. Derfor overrasker det os, at der er en så markant stigning i incidensen i Danmark,” siger hun.

Hun har sammen med kollegaer fra grundforskningscenteret PREDICT udgivet et omfattende registerstudie, som viser udviklingen i incidens og forekomst af Crohns sygdom og colitis ulcerosa i Danmark fra 1995 til 2016.

Incidensen stiger i alle aldersgrupper, men især blandt børn og unge; blandt personer under 18 år steg Crohns-incidensen fra 3,9 til 11,0 per 100.000 personår fra 1995 til 2016. Colitis ulcerosa-incidensen steg fra 3,8 til 8,1 per 100.000 personår.

Kristine Allin

”Det er urovækkende, at vi ser den største incidensstigning blandt børnene. Det havde vi heller ikke forventet, og vi ved ikke hvorfor. Vi kan kun gisne om, at det hænger sammen med nogle miljø- eller livsstilsfaktorer, som præger den vestlige verden. Det skyldes formentlig ikke genetik, for så ville forandringerne ikke være sket over så relativ en kort tidsperiode,” siger Kristine Allin.

Stor forskel på Danmark og Sverige

Inflammatoriske tarmsygdomme blev tidligere anset som udtalt vestlige sygdomme, men det epidemiologiske landskab har ændret sig, idet sygdommene vinder frem i ikke-vestlige lande, mens de ser ud til at nå et plateau i mange vestlige lande. I Sverige, som vi ofte sammenligner os med, er IBD-incidensen sågar faldet med en til to procent per år fra 2002. Det samme er langt fra tilfældet i Danmark.

”Det undrer os meget, at der er så stor forskel på Danmark og Sverige. Da jeg så resultaterne, undersøgte jeg studier, som omhandler levevis i Danmark og Sverige, og det tyder faktisk på, at vi lever lidt usundere i Danmark. For eksempel ryger og drikker vi mere. Vi ved selvfølgelig ikke, om det er forklaringen,” siger Kristine Allin.

Nye krav til sundhedsvæsenet

Den stigende incidens ledsages af en øget forekomst af IBD. Undersøgelsen viser, at forekomsten er fordoblet fra 1995 til 2016, og patientpopulationens medianalder er steget med seks til syv år. Det kræver en omstilling i sundhedsvæsenet, som skal forberede sig på en større og mere kompleks patientpopulation.

”En ældre patientpopulation betyder, at patienterne har flere komorbiditeter såsom forhøjet blodtryk eller type 2-diabetes, hvilket komplicerer behandlingen. Det er formentlig nødvendigt med flere interdisciplinære indsatser, hvor flere specialer arbejder sammen om at vælge den rette behandling,” siger Kristine Allin.

Hun understreger også, at en ældre patientpopulation stiller krav om, at man inddrager flere ældre i fremtidige lægemiddelforsøg, og at der er behov for real-world-undersøgelser af, hvordan sygdommen og behandlingen forløber blandt ældre patienter.

Undersøgelsen inkluderede i alt 47.830 personer, som mellem 1995 og 2016 fik enten en Crohns-diagnose (33 procent) eller en colitis ulcerosa-diagnose (67 procent).

Crohns-incidensraten steg fra 9,1 til 17,8 per 100.000 personår i undersøgelsesperioden, mens colitis ulcerosa-incidensraten steg fra 21,0 til 28,4.

Forekomsten af Crohns sygdom steg fra 90 per 100.000 personer i 1995 til 295 per 100.000 personer i 2016, mens forekomsten af colitis ulcerosa steg fra 184 til 589 per 100.000 personer. Forekomst og incidens var generelt højere blandt kvinder end blandt mænd ved både Crohns sygdom og colitis ulcerosa.