Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Patienter med akut pankreatitis har høj risiko for død efter udskrivelse

Et nyt dansk studie viser en høj dødelighed blandt patienter med akut pankreatitis i tiden efter udskrivelse fra hospitalet. Gastrointestinale og kardiovaskulære sygdomme er årsager til de fleste dødsfald og kan formentlig forhindres, mener forskerne bag studiet. 

Studiet, som er publiceret i United European Gastroenterology Journal, omfatter alle danske patienter, der blev udskrevet efter at have være indlagt med akut pankreatitis mellem 2002 og 2017. Det viser, at 5 procent af patienterne døde inden for de første 90 dage efter udskrivelse, en dødelighed der var næsten 8 gange højere end i en alders- og kønsmatchet kontrolkohorte (justeret hazard ratio [aHR] 7,62; 95 % CI: 6,86–8,45). Dødeligheden aftog over tid, men var stadig forhøjet fem år efter udskrivelse (aHR 1,85; 95 % CI: 1,79–1,92).

Studiet viser også, at der i løbet af studieperioden var et lille, men insignifikant fald i 90-dages-dødeligheden efter udskrivelse på omkring 15 procent. Til gengæld var der et signifikant fald i dødeligheden på 35 procent blandt indlagte patienter, og kun 3,3 procent af patienterne døde under indlæggelse.

”Fokus har været på, hvordan vi håndterer patienterne, når de er indlagt. Det er naturligt, for det er jo der, de er mest syge. Men studiet fortæller os, at forløbet efter udskrivelsen muligvis ikke har fået samme opmærksomhed,” siger Line Davidsen, læge og ph.d.-studerende på Center for Bugspytkirtelsygdomme på Medicinsk Gastroenterologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital og studiets førsteforfatter.

Opfordring til klinikere

Line Davidsen og kollegerne fra Aalborg blev inspireret til at undersøge dødeligheden i et populationsbaseret studie af danske patienter med akut pankreatitis, efter et ungarnsk studie havde vist, at der var en relativt høj dødelighed i det første år efter udskrivelse.

Det resultat genfindes nu i en dansk population, men i Danmark var 90-dages-dødeligheden faktisk højere end i Ungarn. Det kan dog skyldes forskelle i studiemetoderne. Det danske studie er et populationsstudie, mens det ungarnske er et klinisk multicenterstudie. Og det danske studie har data helt tilbage fra 2002, mens det ungarnske studie kun inkluderer patienter fra efter 2012.

”Studierne kan forhåbentlig føre til, at der kommer mere fokus på problemstillingen, så vi kan få nedbragt risikoen for, at patienterne dør efter udskrivelse. Den nuværende evidens er ikke i sig selv nok til at ændre praksis, men klinikere kan allerede nu have det med i overvejelserne,” siger Line Davidsen.

Overraskende dødsårsag

Blandt patienter, der døde inden for 90 dage efter udskrivelse, var gastrointestinale og kardiovaskulære sygdomme årsag til 59 procent af dødsfaldene. 46 procent døde af gastrointestinale sygdomme, 13 procent af kardiovaskulære sygdomme.

”De gastrointestinale dødsfald knytter sig til patienternes pankreatitis, og selvom de selvfølgelig ikke skal dø af det efter udskrivelse, så er det trods alt koblet til sygdommen. Det er mere overraskende, at en stor del af patienterne dør af kardiovaskulære årsager,” siger Line Davidsen. Hun og kollegerne er nu ved at undersøge sammenhængen mellem akut pankreatitis og kardiovaskulære sygdomme nærmere.

”Vi ved fra andre studier, at den massive inflammation, der opstår i forbindelse med pankreatitis, øger risikoen for kardiovaskulære sygdomme. Det har man for eksempel også set hos patienter med urinsyregigt eller hos patienter, der er indlagt med influenza.”

Dødsfald kan forhindres

Det positive ved, at gastrointestinale og kardiovaskulære sygdomme er årsag til de fleste dødsfald, er, at de muligvis kan forhindres.

”Vi tror på, at vi kan forhindre en del af de dødsfald, der skyldes gastrointestinale eller kardiovaskulære sygdomme, hvorimod det nok er sværere at forhindre de dødsfald, der skyldes bugspytkirtelkræft (14 procent, red.) eller andre kræftformer (18 procent, red.). Men det kræver, at man identificerer de patienter, der er i øget risiko. Det kan vi desværre ikke med vores studie, men vi kan vise, at det er de gastrointestinale og kardiovaskulære sygdomme, man skal fokusere på,” siger Line Davidsen.