Skip to main content

Museforsøg: Blokering af hormonreceptor kan forhindre fibrose hos Crohns-patienter

Fibrose i forbindelse med Crohns sygdom skyldes en gen-defekt, der allerede findes medicin imod.

Det antyder i hvert fald en undersøgelse fra University of British Columbia i Canada, hvor forskere har opdaget, at en mutation, som slukkede en hormonreceptor hos mus, betød, at de ikke udviklede fibrose.

Crohns sygdom kan medføre, at tarmene hos nogle patienter bliver blokeret af fortykket og arret bindevæv - en tilstand kendt som fibrose. Fibrose kræver et kirurgisk indgreb for at genoprette ordentlig fordøjelse. Det er ikke ualmindeligt, at Crohns patienter skal gennem adskillige operationer.

Den nye undersøgelse viser, at mus med mutationen ikke udviklede fibrose efter at de blev smittet med en type salmonella, der efterligner symptomerne på Crohns. Mutationen slukker for en hormonreceptor, der er ansvarlig for at stimulere en del af kroppens immunforsvar.

"Vi fandt, hvad vi tror er de inflammatoriske celler, der driver fibrose," siger professor i medicinsk genetik ved UBC Biomedical Research Centre (BRC) Kelly McNagny, der er medforfatter på undersøgelsen, som er offentliggjort i Science Immunology.

"Det gen, der var defekt i disse celler er en hormonreceptor, hvor der allerede eksisterer lægemidler, der kan blokere receptoren i normale celler."

McNagny og hans kolleger håber, at deres opdagelse kan anvendes på andre typer af væv, der udsættes for fibrose.

"Fibrose er en reaktion på kronisk inflammation, men det er også en proces, der forekommer under normal aldring. Hvis du kan bremse denne proces, har du stort set fundet en måde at fremme regenerering frem for degeneration," siger chefforfatter Bernard Lo, der er ph.d. kandidat ved BRC.

Skrumpelever, kronisk nyresygdom, ardannelse fra hjerteanfald og muskeldegeneration resulterer alle i fibrose, understreger McNagny.

"Vi tror, at vi potentielt kan blokere komplikationer ved alle disse aldersrelaterede fibrosesygdomme ved at dæmpe disse særlige inflammatoriske celletyper," siger han.

Det næste skridt for McNagnys laboratorium bliver at teste medicin for at finde ud af, om de kan stoppe eller bremse fibrose hos mus.