Skip to main content

Entyvio anbefalet som andenliniebehandling mod luminal Crohns sygdom

Hvis patienter ikke reagerer positivt på Inflectra er Entyvio (vedolizumab) fremover førstevalget i behandlingen af luminal Crohns sygdom.

Det besluttede Medicinrådet på sit seneste møde i august. Anbefalingen er gældende fra 1. oktober.

Vedolizumab binder sig specifikt til α4β7-integrin, som fortrinsvis udtrykkes på T-hjælper lymfocytter målrettet tarmen. Herved hæmmes T-lymfocytternes migration til mave-tarm-kanalen.

Det biologiske præparat viste sig for nyligt i real-world studier sikkert og til nogle patienter effektivt.

Præparatet har herhjemme været markedsført i halvandet år og har en stigende plads i behandlingen af både patienter med Crohn’s sygdom og patienter med colitis ulcerosa.

Ida Vind, der er klinisk lektor ved Københavns Universitet og som har klinisk erfaring med præparatet er relativt positivt stemt over for Entyvio sammenlignet med andre biologiske lægemidler:

”Målt på effekten ligger det fuldt på højde med eller måske endda lidt højere end andre præparater. I de kliniske vejledninger herhjemme er infliximab det anbefalede førstevalg. Men som andet valg er vedolizumab for mig at se et fornuftigt valg til tarmsyge patienter,” sagde hun for nylig til Medicinsk Tidsskrift i forlængelse af de nye real-world studier.

Nu har Medicinrådet taget dette fornuftige valg - i hvert fal til patienter med luminal Crohns sygdom.