Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Trods nær kontakt til sundhedsvæsenet: Selvmordstruede får ikke den rette behandling

Forbruget af sundhedsydelser er stærkt forhøjet hos dem, der begår selvmord eller forsøger selvmord. Især i de sidste uger inden. Men op til andet selvmordsforsøg falder kontakterne til sundhedsvæsnet. Og det får eksperter til bl.a. at pege på behov for bedre opfølgning af indlagte patienter.

Et nyt studie har set på, hvor mange sundhedsydelser patienter med svær depression gør brug af i året op til selvmordet/forsøget i sammenligning med patienter med depression, men uden selvmord/forsøg. Studiet rummer data fra 4.800 mennesker med selvmord eller  selvmordsforsøg i perioden 1998-2018. Og det viser, at forbruget af psykiatriske og somatiske sundhedsydelser var 40-70 procent højere blandt dem, der døde af selvmord eller forsøgte selvmord - og højst blandt de sidstnævnte. I de sidste tre måneder før var det mere end 98 procent, som havde en kontakt til sundhedsvæsnet, hvoraf de 75 procent var en psykiatrisk kontakt.

Kristoffer Jarlov Jensen

“I og med at praktisk talt alle har en kontakt til sundhedsvæsnet, kan man sige, at de i hvert fald ikke er røget helt ud af systemet. Så kan man spørge, om de får den rigtige behandling. Og det gør de vel pr. definition ikke, eftersom de ender med at begå selvmord eller forsøge på det. Så her er der nok behov for at gøre noget,” siger Kristoffer Jarlov Jensen, farmakoepidemiolog og ph.d ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital, og førsteforfatter på studiet.

Måske fungerer behandlingen ikke optimalt

Et andet resultat af studiet dokumenterer, at de akutte kontakter til sundhedsvæsnet er højere end de planlagte, ligesom det ses, at der er flere indlæggelser, men at de er af kortere varighed end for dem i kontrolgruppen. Ydermere viser det sig, at andelen af patienter med en psykiatrisk indlæggelse stiger med sværhedsgraden af depressionen.

“På den ene side er det godt at se, at dem, der har selvmordshandlinger, bruger sundhedsvæsnet meget. Det tyder på, at de søger hjælp, hvilket vi jo gerne ser. På den anden side kunne resultaterne af studiet også pege på, at behandlingen ikke fungerer optimalt,” siger Annette Erlangsen, seniorforsker og programleder ved DRISP, Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse under Psykiatrisk Center København.

At dem med svær depression er indlagt hyppigere, men i kortere tid, tyder ifølge Kristoffer Jarlov på, at det “er en gruppe mennesker, som er rigtig svære at hjælpe. Man sender dem hjem - men jo i virkeligheden til en ekstra risiko for selvmord. Og spørgsmålet er, om det er kendt, at de har en forhøjet selvmordsrisiko, eller om det er systemets måde at sige, at vi kan ikke gøre mere her, eller at der simpelthen ikke er ressourcer til at yde patienterne tilstrækkelig behandling.”

Behov for bedre overgange

Da man fra andre studier ved, at den højeste risiko for selvmords-handlinger er i tidsrummet lige omkring indlæggelse eller udskrivelse, peger Annette Erlangsen på, at det først og fremmest er her, at der er brug for at gøre mere.

Hun minder om, at ideen generelt er, at mennesker der udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, skal fortsætte i ambulant behandling. Til gengæld ved man, at det er der rigtig mange, der ikke gør - hvilket studiets resultater også tyder på, som hun siger.

“Så noget af det psykiatrien skal arbejde på at sikre, er nogle mere optimale overgangsfaser - netop indlagt eller netop udskrevet. Her kan klinikerne gøre meget”, siger hun og tilføjer, at også de praktiserende læger spiller en stor rolle i en forbedret forebyggelsesindsats. Her ser hun blandt andet behov for at skærpe opmærksomheden og altid spørge ind til selvmordstanker, når lægen sidder over for en patient med mulig depression.

“Men helt generelt vil jeg sige, at det at identificere personer, der har depression, vil være et vigtigt tiltag i forhold til at forebygge selvmord. I studiet her ser de kun på dem, der er blevet diagnosticeret med depression, men der er jo mange af dem, der dør af selvmord - især midaldrende mænd - som har en depression men som ikke er blevet diagnosticeret og heller ikke er blevet behandlet. Og her kan almen praksis spille en stor rolle,” siger hun.

Sundhedsydelser er i studiet defineret ved indlæggelse, ambulante besøg, besøg hos praktiserende læge, psykolog e.l. samt medicinudgifter. Og blandt disse er det især antal indlæggelser, der er forhøjet hos dem med selvmord/forsøg, mens antal sengedage er færre. Desuden har en stor del flere besøg i den akutte psykiatri.

For de 25 procent, der i studiet forsøger et andet selvmord, er brugen af sundhedsydelser mindre i tiden op til andet selvmordsforsøg, end det er op til første forsøg.

I DepressionsForeningen kommer det ikke bag på generalsekretær Morten Ronnenberg Møller, at forbruget af sundhedsydelser blandt mennesker med svær depression er forhøjet. Og at de i så mange tilfælde ender med selvmord og selvmordsforsøg tyder også for ham på, at behandlingerne af disse mennesker for ofte ikke er god nok.

“Med de mange kontakter til sundhedsvæsnet, som disse mennesker har, indikeres det, at man burde have mulighed for at gribe nogle af dem, inden det går galt. Og det tyder også på, at der bør gøres mere i forhold til dem, der har haft et mislykket selvmordsforsøg. Især når man ved, at det for mange af dem ender med et faktisk selvmord.”

Når det er sagt, mener Morten Ronnenberg, at hele forebyggelsesindsatsen skal være i fokus.

“Vi har behov for at gøre mere, allerede fra når folk får tanken om et selvmord. Så i stedet for at fokusere på de sidste 20 meter af vejen, skal vi hellere fokusere på de to kilometer inden. Eller med andre ord forebygge de mange tusinde selvmordsforsøg,” siger han.

Tal fra Landspatientregisteret og Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af selvmord årligt er på ca. 600, mens antallet af selvmordsforsøg ligger på mellem 6.000 og 11.000.