Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift


”Med baggrund i studierne kan vi nu konkludere, at den gennemsnitlige patient formentlig er nødt til at fortsætte med vægttabsmedicin, hvis man vil vedligeholde et større vægttab. Men det er en betragtning for den gennemsnitlige patient, for der er patienter – også i placebogruppen – som godt kan vedligeholde et vægttab uden medicin. Så man er nødt til at følge patienten for at vide, hvem der kan klare sig selv og hvem, der har brug for fortsat behandling,” siger Jens Meldgaard Bruun.

Overvægtsmedicin: Behandling med Mounjaro skal vedligeholdes – ellers tager patienterne på igen

ECO: Det er syv gange mere sandsynligt at bevare sit vægttab, hvis man fortsætter behandling med Mounjaro (tirzepatid) frem for at stoppe med medicinen. Det viser nye data fra SURMOUNT-MAINTAIN. Den gennemsnitlige patient er formentlig nødt til at fortsætte med vægttabsmedicin, hvis man vil vedligeholde et større vægttab, mener professor Jens Meldgaard Bruun.

På European Congress on Obesity (ECO) 2026, som bliver afholdt i Istanbul 12.-15. maj, var der flere studier, som havde fokus på vedligeholdelse af vægttab efter en intensiv periode på vægttabsmedicin. Heriblandt SURMOUNT-MAINTAIN-studiet, som er en opfølgning på SURMOUNT-studierne, der har undersøgt effekten af Eli Lillys vægttabsmiddel tirzepatid.

Kort fortalt viser studiet, at det er en dårlig idé at stoppe med tirzepatid, hvis man vil bevare sit vægttab. For patienterne i studiet havde syv gange større sandsynlighed for at bevare deres vægttab, hvis de fortsatte på den maksimale dosis af tirzepatid (10 eller 15 mg) frem for at stoppe. Og sandsynligheden var fire gange større, hvis man fortsatte på en lavere dosis tirzepatid (5 mg) frem for at stoppe.

”Resultaterne understreger vigtigheden af at fortsætte vægtabsbehandlingen på lang sigt og dokumenterer også, hvad man kan forvente, hvis man reducerer dosis af vægttabsmedicinen,” sagde forskerne bag studiet ved præsentationen på ECO 2026.

Individuel behandling er vigtigst

Jens Meldgaard Bruun – overlæge og klinisk professor ved Steno Diabetes Center Aarhus samt lægefaglig leder af National Center for Overvægt – har set resultaterne fra SURMOUNT-MAINTAIN studiet og er ikke overrasket over, at deltagerne i studiet tog på, hvis de ikke længere blev behandlet med tirzepatid. For det har SURMOUNT-4 studiet allerede vist.

”Med baggrund i studierne kan vi nu konkludere, at den gennemsnitlige patient formentlig er nødt til at fortsætte med vægttabsmedicin, hvis man vil vedligeholde et større vægttab. Men det er en betragtning for den gennemsnitlige patient, for der er patienter – også i placebogruppen – som godt kan vedligeholde et vægttab uden medicin. Så man er nødt til at følge patienten for at vide, hvem der kan klare sig selv og hvem, der har brug for fortsat behandling,” siger Jens Meldgaard Bruun.

Han mener, at den individuelle behandling af patienten er altafgørende for at lykkes med et vægttab:

”Derfor skal vægttabsmedicin heller ikke være noget, man kan købe på nettet og selv gå i gang med. Behandlingen skal være understøttet af hjælp fra for eksempel en diætist, coach eller personlig træner, og den praktiserende læge skal være ankerpersonen i behandlingen.”

Livsstilsændringer skal ikke glemmes

SURMOUNT-MAINTAIN studiet rejser også spørgsmålet om, hvorvidt overvægt nu skal betegnes som en kronisk sygdom, der er nødt til at være under løbende medicinsk behandling på linje med for eksempel diabetes. Men det mener Jens Meldgaard Bruun ikke:

”Overvægt skal ikke betragtes som en kronisk sygdom, men snarere en kronisk tilstand. For vi har stadig mange med et højt BMI, som ikke har diabetes eller højt blodtryk. I stedet skal vi se på den enkelte patient og give dem en behandling, som er sundhedsmæssigt relevant,” siger Jens Meldgaard Bruun.

”Samtidig har livsstilsændringer stadig en plads i vægttabsbehandlingen ved siden af vægttabsmedicin. Det kunne vi se i SURMOUNT 4-studiet, hvor patienterne fik støtte til livsstilsændringer. Patienterne tog godt nok på, da de stoppede med medicinen. Men det var mindre end i tilsvarende vedligeholdelsesstudier, hvor patienterne ikke fik støtte. Så vi skal blive ved med at holde fast i, at det virker, hvis man spiser sundere og er mere fysisk aktiv. For ellers får man heller ikke den fulde effekt af vægttabsmedicinen.”

Maksimal dosis gav bedste resultat

SURMOUNT-MAINTAIN-studiet, der sideløbende med præsentationen på ECO 2026 blev publiceret i The Lancet, har indsamlet data fra 441 patienter fra 20 sites i USA. Til at begynde med deltog alle patienterne i en 60 uger lang periode, hvor de blev behandlet med den maksimale dosis tirzepatid en gang om ugen (10 eller 15 mg). Patienter, der havde tabt minimum 5 procent af deres kropsvægt, blev derefter randomiseret til en 52 uger lang vedligeholdelsesperiode, hvor de fik enten den maksimale dosis tirzepatid (10 eller 15 mg), en lavere vedligeholdelsesdosis (5 mg) eller placebo.

Efter den samlede studieperiode på 112 uger sammenlignede forskerne, hvordan de forskellige gruppers vægttab fordelte sig. Her kunne de konkludere, at mindst 80 procent af vægttabet var vedligeholdt hos 77,5 procent af deltagerne på den maksimale dosis tirzepatid, hos 42,4 procent i gruppen på 5 mg tirzepatid og hos 10,4 procent i placebo-gruppen. Med andre ord var sandsynligheden for at vedligeholde mindst 80 procent af sit vægttab cirka 7 gange så stor, hvis man blev på den maksimale dosis sammenlignet med placebo. Og cirka fire gange så stor, hvis man fik en dosis på 5 mg.

Kender ikke langtidseffekt

Da vægttabsmedicin stadig er relativt nyt på markedet, har man heller ikke mere end fire års data på behandlingen med vægttabsmidler. Derfor kender man heller ikke langtidsvirkningerne af vægttabsmidlerne – eller ved, om de på et tidspunkt ikke længere har effekt, hvis man som patient skal være i behandling i måske 20-30 år.

SELECT-studiet viste, at Wegovy havde en uændret vægtreducerende effekt efter fire år, men vi har ikke data ud over den periode, og det er i et livstidsperspektiv ikke lang tid. Men hvis patienterne efter nogle år ikke synes, at de har så god effekt af vægttabsmidler længere, skyldes det nok ikke manglende effekt af medicinen. Det ser snarere ud til, at de får sværere ved at holde fast i de livstilsændringer, som de har indført samtidig med medicinen,” siger Jens Meldgaard Bruun og tilføjer:

”Derfor er det også noget af det vigtigste, at man som behandler starter med at få afdækket, hvorfor patienten gerne vil have et vægttab – og hvordan patienten har tænkt sig at holde det ved lige. For ellers kommer man til at gøre patienten en bjørnetjeneste ved at sætte dem i en behandling, som de også selv skal betale mange penge for.”

Jens Meldgaard Bruun har modtaget honorarer for undervisningsopgaver hos Novo Nordisk og Eli Lilly – samt for en række andre firmaer.