Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

Patienter glade for telemedicin

Evalueringen et stort dansk projekt viser, at der overordnet set ikke er økonomiske besparelser ved at bruge telemedicin.

Til gengæld er der stor patienttilfredshed.

KIH-projektet (klinisk integreret hjemmemonitorering) er et af de største danske projekter med telemedicin.

Projektet løb fra april 2012 til december 2014 og havde fem forskellige delprojekter med hver sin patientgruppe. I alt deltog 1126 patienter fra to forskellige regioner. Projektet er netop blevet evalueret, og evalueringen viser blandt andet, at patienttilfredsheden var høj.

”Patienterne er generelt vældig glade for det her. De har ikke forbehold over for, at det er en elektronisk kommunikation, eller at de selv skal monitorere sig. Samlet set oplever de en bedre selvvurderet handlekompetence, fordi de bliver inddraget i deres egne målinger,” siger Anne Lee, der er specialkonsulent hos Syddansk Universitet og har været med til at evaluere projektet.

For patienterne giver det stor fleksibilitet, at de ikke skal ind på sygehuset så ofte, fordi de kan monitorere hjemme, når de har tid til det, og det passer ind i deres liv.

Men Anne Lee peger også på, at evalueringen ikke umiddelbart viser de økonomiske besparelser, man havde forventet.

”Man har jo næsten politisk udråbt telemedicin til at være redningen for det danske sundhedsvæsen, og det tror jeg ikke det er. Måske på sigt, men der skal meget mere udvikling til,” siger hun.

I forhold til enkelte patientgrupper viste KIH-projektet en stor økonomisk besparelse. Det gælder nogle gravide med komplikationer som f.eks. for tidlig vandafgang. Her kunne telemedicin reducere lønomkostningerne med 77 procent, fordi de gravide enten kunne undgå indlæggelse, eller indlæggelsen kunne kortes ned.

Tør give slip

Men for andre grupper var der ingen besparelse, eller besparelsen var lille. Det skyldes, at en elektronisk konsultation tager næsten samme tid som en almindelig, fysisk konsultation. For flere grupper viste det sig endda, at det var dyrere at anvende telemedicin end traditionelle konsultationer. Det gælder f.eks. gravide med diabetes og patienter med svær KOL.

”Samlet set går besparelser og ekstra udgifter nogenlunde lige op i projektet,” siger Anne Lee.

”Patienterne på telemedicin får ikke færre konsultationer og har heller ikke altid færre fysiske fremmøder på hospitalet end tidligere. Nogle af dem er faktisk blevet set oftere, fordi de både har været inde til fysisk kontrol og fået telemedicin,” siger hun.

”Men det handler jo også om, at man skal være sikker på, at det her har den rigtige kvalitet, så man tør give slip. Så man tør lade være med at se patienterne så hyppigt, som man gjorde før, og så lade behandlingen foregå udelukkende ved telemedicin.”

Men på trods af, at der overordnet set ikke har været besparelser, så mener Anne Lee stadig, at projektet har været en succes.

”Successen består i, at det er lykkes på tværs af to regioner at have én telemedicinsk platform og have implementeret den. Og så har det også været en succes i forhold til patienttilfredsheden, som heller ikke er uvæsentlig,” siger hun.

Hun peger på, at det er et udviklingsprojekt, og at man ikke er ved vejs ende endnu.

”Jeg tror ikke, det her er færdigt med at blive udviklet - der kan være smartere måde at gøre det på, men det er et skridt på vejen. Man har også udviklet teknologi undervejs i projektet.

Næste skridt tror jeg bliver at bruge patienternes egne elektroniske kommunikationsmidler, altså smartphones, computer osv. – at udvikle teknologien til, at det også kan lade sig gøre,” siger hun.