Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Hver sjette nyuddannede læge har været udsat for sexisme det seneste år

Det er de yngste og nyuddannede læger, der er mest udsatte for at opleve uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejde. Det gælder både for de kvindelige og mandlige læger, viser en undersøgelse fra Yngre Læger.

I 70 procent af tilfældene var det mænd, som kom med den uønskede, seksuelle opmærksomhed. 

Mens hver 12. yngre læge, der har deltaget i Yngre Lægers undersøgelse, har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed, så er tallet langt højere for de yngste og nyuddannede læger, de såkaldte KBU-læger. Her svarer 17 procent - eller hver sjette - at de inden for det seneste år har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads.

Tallene vækker bekymring hos Yngre Lægers formand, Helga Schultz.

”Jeg synes, at det er bekymrende, at der er så mange af de yngste og nyuddannede læger, der er udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. For selvom der er tale om verbal chikane og ikke om fysiske overgreb, så er det noget, der skal tages alvorligt og rettes op på. Det er magtmisbrug at udsætte nye og unge medarbejdere, der er sårbare, fordi de netop er startet på arbejdsmarkedet, for uønsket seksuel opmærksomhed,” siger Helga Schultz, formand for Yngre Læger og fortsætter:

”Vi ved, at uønsket seksuel opmærksomhed går værst ud over ansatte, der er kort tid knyttet til en arbejdsplads og på arbejdspladser, der er hierarkisk opbygget. Begge dele gælder de yngre læger, der på deres vej til at blive speciallæger er ansat flere forskellige steder ofte i kortere tid ad gangen.”

Undersøgelsen fra Yngre Læger viser også, at det både er yngre kvindelige læger og yngre mandlige læger, der er udsat for den uønskede seksuelle opmærksomhed. Både otte procent af de kvindelige og otte procent af de mandlige yngre læger, har været udsat. Men hvor de yngre kvindelige læger især er udsat for det fra overordnede læger, så er de yngre mandlige læger især udsat for det fra kolleger fra andre faggrupper.

”Det er forstemmende, at så mange er udsat for det. Uanset hvilket køn, der er tale om, er der stadig noget at kæmpe for at forbedre. Undersøgelsen viser desværre, at det på nogle arbejdspladser halter gevaldigt med at sikre en god og ikke sexistisk tone,” siger Helga Schultz.

Hun hilser det derfor velkomment, når Arbejdstilsynets i år vil sætte særlig fokus på seksuel chikane og anden krænkende adfærd på hospitalerne, ligesom den netop indgået trepartsaftale om seksuel chikane er et skridt i den rigtige retning.

”Vores undersøgelse viser desværre, at det er de færreste yngre læger, der har haft mod på at fortælle det til deres leder, at de har været udsat for noget grænseoverskridende. Kun otte procent har valgt at fortælle det. En del vælger at gå helt alene med deres oplevelse. Men skal vi bryde det tabu, som uønsket seksuel opmærksomhed fortsat er, så er det vigtigt, at man som ansat siger fra og fortæller det videre, hvis man har været udsat for noget, der er grænseoverskridende i stedet for at vende det hele indad og tænke, om det er en selv, den er gal med,” siger Helga Schultz.

Hun peger på, at uønsket seksuel opmærksomhed er et arbejdsmiljøproblem, og at det er ledelserne, der har det overordnede ansvar for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø.

”Undskyldninger om at det var meget værre i gamle dage holder ikke. Vi er for længst forbi at tale om uønsket seksuel opmærksomhed på den måde. Det er noget, ledelserne løbende skal have fokus på, men som menige medarbejdere skal vi også være opmærksomme på, hvordan vi taler til og om andre,” siger Helga Schultz.

3.514 yngre læger har deltaget i undersøgelsen.

 

 

Blandt resultaterne:

  • Otte procent af de yngre læger i undersøgelsen er blevet udsat for uønsket seksuel opmærksomhed inden for de seneste 12 måneder.

  • Det er i højere grad de yngste af de yngre læger, der bliver udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen.

  • Medlemmerne bliver særligt udsat for verbal uønsket seksuel opmærksomhed.

  • Både kvindelige og mandlige yngre læger bliver udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, men der er forskelle i, hvem der udsætter hhv. kvinder og mænd for uønsket seksuel opmærksomhed.

  • Kvindelige yngre læger udsættes i højere grad for uønsket seksuel opmærksomhed af overlæger, andre overordnede læger eller patienter (i nævnte rækkefølge), mens mandlige yngre læger i højere grad udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed af kolleger fra andre faggrupper.

  • 68 procent af de yngre læger svarer, at de aldrig gjorde vedkommende, der udsatte dem for uønsket seksuel opmærksomhed, opmærksom på, at de følte sig udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. Kun 20 procent sagde fra i situationen.

  • Når yngre læger, der har oplevet en hændelse med uønsket seksuel opmærksomhed, fortæller det videre, er det først og fremmest til familie og venner (som 60 procent svarer). Kun hhv. otte procent og fire procent har fortalt det til nærmeste leder og tillidsrepræsentanten.

  • Et stor flertal (66 procent) ved ikke, om der findes retningslinjer på arbejdspladsen for, hvordan uønsket seksuel opmærksomhed forebygges og håndteres.