Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

Fortrolige patientdata sendes videre til virksomheder

Statens Seruminstitut udleverer årligt millioner af fortrolige ikke-anonymiserede helbredsoplysninger om danskerne til private virksomheder.

Det sker uden de omhandlede personers samtykke, skriver Jyllands-Posten.

Personlige oplysninger og personfølsomme helbredsoplysninger trækkes ud af sundhedsregistrene via Statens Serum Institut (SSI) og videregives til private patientorganisationer, forskere, analysebureauer og virksomheder.

Ifølge tal fra SSI udleverede man i fjor 299 dataudtræk med personfølsomme og ikke-anonymiserede oplysninger om tilsammen flere millioner patienter, og dertil kommer udtræk fra Psykiatrisk Centralregister og Familiedatabasen. De seneste to år er der kun givet ét afslag, oplyser SSI.

Den massive udlevering af personfølsomme data uden samtykke sker så kritikløst, at det formentlig er i strid med persondataloven, vurderer sundhedsjurist og lektor på Syddansk Universitet Kent Kristensen.

”Loven siger, at personfølsomme oplysninger kun må udleveres uden borgerens samtykke, hvis forskningsprojekterne blandt andet har en væsentlig samfundsmæssig interesse. Den vurdering foregår tilsyneladende ikke,” siger Kent Kristensen til Jyllands-Posten.

Læs mere på jp.dk