Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift


Mette Frederiksen under afslutningsdebatten i Folketinget.

Statsminister i afslutningstale: Praktiserende læger skal fordeles bedre i landet

Under afslutningsdebatten i Folketinget onsdag havde statsminister Mette Frederiksen (Soc.) fokus på sundhed. Hun gjorde det klart, at landets praktiserende læger bør fordeles bedre i landet. "Lægerne skal derud, hvor de danskere, der er mest syge, bor," sagde hun. Hun mente også, at de læger, der behandler de mest syge, skal have mere i honorar end de læger, der behandler de mindst syge.

Statministerens ord falder godt i tråd med Danske Regioners holdning, og i øjeblikket er den geografiske fordeling af praktiserende læger og differentieret patientantal og honorar også på forhandlingsbordet, hvor Praktiserende Lægers Organisation og Danske Regioner forhandler ny overenskomst.

Det kan også blive en del af Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som kommer i juni.

I sin tale tog statsminister Mette Frederiksen udgangspunkt i Lolland, som hun flere gange sammenlignede med Rudersdal for at illustrere den ulighed, der er i sundheds-Danmark.

"Mange af jer, der bor på Lolland, I har haft nogle af de allerhårdeste job i vores samfund. I har knoklet igennem, og helbredet er ikke altid lige så godt. Lolland er et af de steder i landet, hvor rigtig mange danskere har hjerte-kar-sygdomme. Og middelevealderen i øvrigt er cirka fem år kortere end hos dem, der bor i Rudersdal. Alligevel er der mange lægeklinikker på Lolland, der har lukket for tilgang. Groft sagt – der hvor der er flest danskere, der er syge, der er der også færrest læger. Det burde jo være lige omvendt," sagde hun og fortsatte:

"Det her er en ulighed, der er grundlæggende og helt og aldeles uretfærdig. Og derfor skal lægerne derud, hvor de danskere, der er mest syge, bor."

Mette Frederiksen slog fast, at samfundet ikke er gearet til at håndtere eksempelvis det stigende antal diabetespatienter, som der lige nu er 300.000 af. Eller de mange med psykisk sygdom, som hver tredje dansker rammes af på et tidspunkt i sit liv.

"Mange kronikere og mange ældre mennesker kan få mere livskvalitet, hvis vi kan undgå de mange hospitalindlæggelser. Og her skal lægerne spille en afgørende rolle. Hurtig opsporing og udredning og bedre sammenhæng mellem sygehuset, genoptrædning, rehabilitering og behandling i hverdagen. Og derfor har vi brug for at skabe en bedre fordeling, så der bliver flere læger der, hvor der er flest syge danskere. I dag er det normen, at en lægepraksis har 1.600 patienter per læge. Og det er uanset om den ligger i Rudersdal, eller den ligger på Lolland. Men hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i det, det handler om, nemlig patienterne? Så lægen i Rudersdal tager imod flere patienter i fremtiden. Patienter, der – alt andet lige – ofte er mindre syge. Og så lægen på Lolland kan have færre patienter, der – alt andet lige – oftere er mere syge," sagde hun.

Regeringens forlag vil ikke alene betyde, at der i fremtiden vil være brug for færre læger i eksempelvis Rudersdal, og at flere læger i fremtiden skal arbejde i de områder, hvor behovet er størst.

Også honorarerne skal der ses på, mener regeringen. Læger, der behandler mange af de mest syge patienter skal have mere i honorar end dem, der behandler mindre syge patienter.