Regionerne vil skabe mere dialog om patientklager
Det er vigtigt for en klagende patient at få en dialog med sundhedspersonalet.
Og på samme måde er det vigtigt for personalet at tale med patienten, når noget er gået galt.
Danske regioner ser nu på mulighederne for at udbrede dialogen. Tanken er, at der ligger et uudnyttet potentiale i den dialog, som patienten og sundhedspersonalet kan have om en klage over behandling på sygehuset, hos den praktiserende læge eller i kommunen.
Det har nemlig vist sig, at flere patienter er tilfredse med behandlingen af deres klagesag, hvis den afsluttes med en dialog med sundhedspersonalet, end hvis sagen behandles uden en dialog.
En ny evaluering fra Patientombuddet viser samtidig, at en samtale med patienten om klagen er god læring for personalet, hospitalet og regionen i forhold til at få rettet op på arbejdsgange og procedurer.
I dag er det kun omkring hver tredje, der indgiver en klage over behandlingen til Patientombuddet, som benytter tilbuddet om dialog. En stor del af patienterne er ikke opmærksomme på dette tilbud.
Læs mere på regioner.dk
