Danske Regioner og privathospitalerne indgår ny aftale
Danske Regioner og privathospitalernes organisation, BPK, har netop landet en to-årig aftale for Det Udvidede Frie Sygehusvalg og Ret Til Hurtig Udredning.
Aftaleparterne er blevet enige om en økonomisk ramme, der sikrer regionerne en samlet besparelse på 0,3 procent i forhold til sidste år, hvor udgifterne beløb sig til 345 mio. kr. De nye aftaler sikrer, at produktivitetskravet på to procent, som regionerne mødes med fra statens side, også gælder privathospitalerne.
”Med aftalen skabes flere forløb til gavn for patienterne. Det sikrer en nemmere og bedre vej igennem et behandlingsforløb hos de private, ligesom vi sammen vil afsøge mulighederne for at gå nye veje i forhold til at understøtte kvaliteten i den behandling, der leveres,” siger Jens Stenbæk, næstformand for Danske Regioner.
Partnerne siger, at patienterne på nogle nye områder vil opleve mere sammenhængende forløb, fordi man med en række af delaftalerne sikrer, at de private både står for forundersøgelse, operation, kontroller og varetagelse af mindre komplikationer i ét forløb. Det gælder for eksempel skeleoperationer, mens man på andre områder - som for eksempel rekonstruktioner af bryster efter kræft - tilpasser forløbene, så de bliver mere tidssvarende og sikrer højere kvalitet.
Læs mere på regioner.dk
