Nyt selskab skal bedre flygtninges sundhed
Det nye Dansk Selskab for Indvandrersundhed skal arbejde med at fremme sundheden hos flygtninge, indvandrere og asylansøgere. Sundhed er afgørende for en god integration, mener formand for selskabet og lektor ved Københavns Universitet.
”Bedre sundhed blandt indvandrere er en forudsætning for god integration. Men det er også en udfordring, som kræver en fælles, koordineret indsats fra mange sider”, siger lektor ved Københavns Universitet Marie Nørredam, som er formand for det nydannede Dansk Selskab for Indvandrersundhed (SIS), der holdt stiftende generalforsamling den 31. august.
”Indvandring ligger øverst på den globale og lokale dagsorden, men betydningen for sundhed og sygdom er ofte underkendt i debatten om integration og velfærd,” siger Marie Nørredam til Københavns Universitets hjemmeside.
Formålet med selskabet er at arbejde for at fremme sundheden i bredeste forstand blandt flygtninge, indvandrere og asylansøgere og udvikle sundhedsvæsenets indsats med at reducere den stigende ulighed i sundhed. Selskabet skal også fremme forskning og uddannelse på feltet og medvirke til at forbedre sundhedsvæsenets indsats for forebyggelse, diagnostik, og behandling af sygdom i de nye befolkningsgrupper i Danmark og blandt deres efterkommere.
Formand for det nye selskab, Marie Nørredam, er lektor ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed på Institut for Folesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, og læge ved Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital.
Læs mere hos Københavns Universitet
