Skip to main content


”Når en patient med psoriasis kommer ind og er gravid, er det en god idé at spørge til huden og finde ud af, om der er behov for, at kvinden bliver sendt videre til en hudlæge, for det har stor betydning for graviditetsforløbet, at hendes psoriasis er velbehandlet under graviditeten,” siger Cæcilie Bachdal Johansen.

Forsker: Yderst vigtigt at kontrollere psoriasis under graviditet

Psoriasis øger risikoen for graviditetskomplikationer markant. Problemet har social slagside og forekommer oftest blandt kvinder med kort uddannelse og lav indkomst. Sygdomskontrol under graviditeten er imidlertid afgørende for, at det går både mor og barn godt, og praktiserende læger har god mulighed for at bidrage til forebyggelsen.

Når en kvinde, der er kendt med psoriasis, bliver gravid, kan den praktiserende læge med fordel spørge, hvordan det går med huden. For opmærksomhed på hendes psoriasis kan potentielt forebygge både graviditetskomplikationer og følgesygdom senere i livet for både mor og barn, fortæller læge og ph.d.-studerende ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, Cæcilie Bachdal Johansen. Hun har de seneste tre år forsket i graviditets- og fødselskomplikationer hos kvinder med psoriasis, og studierne har vist, at psoriasis er forbundet med en væsentligt større risiko for et dårligt udfald af graviditeten end blandt kvinder generelt. Dels fordi kvinder med psoriasis har flere ledsagesygdomme, der medfører risiko for graviditetskomplikationer, og dels fordi psoriasis i sig selv giver risiko for, at fosteret ikke vokser optimalt. 

Spørg til huden

Bl.a. viser Cæcilie Bachdal Johansens forskning, at risikoen for graviditet uden for livmoderen er tre gange forhøjet hos kvinder med moderat til svær psoriasis, og risikoen for at føde et barn, der er for lille ved terminen, er ligeledes forhøjet. Nogle af komplikationerne vil imidlertid formentlig kunne forebygges, hvis kvinderne helt fra start i graviditeten får den rette støtte, vejledning og behandling for at sikre sygdomskontrol, fortæller Cæcilie Bachdal Johansen.

”Når en patient med psoriasis kommer ind og er gravid, er det en god idé at spørge til huden og finde ud af, om der er behov for, at kvinden bliver sendt videre til en hudlæge, for det har stor betydning for graviditetsforløbet, at hendes psoriasis er velbehandlet under graviditeten,” siger Cæcilie Bachdal Johansen. 

Godt i mål

Udslæt på huden er det synlige symptom ved psoriasis, der som toppen af et isbjerg er et godt signal om, at der foregår noget under overfladen. For inflammationen sidder i hele kroppen - også i organer, kar og fedtvæv - og den medfører en øget risiko for bl.a. metabolisk syndrom og hjerte-kar-lidelser hos patienterne. Og selv om forklaringen på den øgede forekomst af graviditetskomplikationer hos kvinder med psoriasis ikke er påvist endnu, arbejder Cæcilie Bachdal Johansen og hendes kollegaer ud fra en teori om, at inflammationen er med til at skabe et miljø i kvindens underliv, der gør, at graviditeten i højere grad sætter sig fast uden for livmoderen, og at den systemiske inflammation desuden kan påvirke moderkagens funktion og medføre, at barnet ikke får næring nok og dermed bliver født for småt.

“Pointen er, at vi gerne vil have kvinderne godt i mål behandlingsmæssigt i de år, hvor de kan få børn. Der skal være styr på både deres psoriasis og deres ledsagesygdomme, så vi er sikre på, at de f.eks. ikke går rundt med et overset forhøjet blodtryk eller diabetes,” siger Cæcilie Bachdal Johansen.

Meget med i bagagen

I første trin af sin ph.d. har Cæcilie Bachdal Johansen undersøgt brugen af sundhedsydelser, mængden af ledsagesygdomme og den socioøkonomiske status blandt kvinder med psoriasis, og disse studier viser en statistisk tendens til, at jo sværere psoriasis kvinderne har, desto flere ledsagesygdomme har de, desto flere lægemidler og sundhedsydelser forbruger de, og desto lavere socioøkonomisk status har de også. Svær psoriasis er med andre ord lig med lavere uddannelse, dårligere økonomi og flere følge- og livsstilssygdomme. Den praktiserende læge kan derfor med fordel være opmærksom på, om der er tale om en kvinde, der har meget med i bagagen, for har hun det, er der forhøjet risiko for et dårligt udfald af graviditeten.

“Disse kvinder udgør en særlig risiko­gruppe, og der er al god grund til at have særlig opmærksomhed på dem på samme måde, som praktiserende læger allerede har opmærksomhed på kvinder med stofskiftesygdom. Så snart en kvinde med stofskiftesygdom bliver gravid, bliver hun henvist til en hospitalsklinik, men for kvinder med psoriasis kører det ikke samme måde på skinner, fordi det endnu ikke er arbejdet ind i guidelines. Der er ikke helt fokus på det endnu, bl.a. fordi evidensen ikke har været tilstrækkelig, men det begynder den at være nu,” siger Cæcilie Bachdal Johansen.

Dropper behandlingen

En anden grund til at være ekstra opmærksom på psoriasis i forbindelse med graviditet er, at erfaringen er, at forholdsvis mange kvinder med psoriasis på eget initiativ vælger at droppe deres psoriasisbehandling og kontakten til hudklinikken, når de opdager, at de er gravide eller planlægger at får børn. En spørgeskemaundersøgelse, som Cæcilie Bachdal Johansen også har været med til at foretage blandt patienter med psoriasis, har tidligere vist, at kvinderne føler sig dårligt informeret i forhold til familierådgivning og psoriasisbehandling i forbindelse med graviditet. De er nervøse for, at behandlingen kan skade deres barn, og mange konsulterer “Doktor Google” og tager beslutningen på egen hånd, i stedet for at tale med deres læge om bekymringerne. Men der findes sikker systemisk behandling, der ikke krydser moderkagen, som kan gives til kvinder, hvis psoriasis ikke er under kontrol eller hvor sygdommen blusser op under graviditeten, så den praktiserende læge har en vigtig opgave i at spørge ind til sygdommen, sådan at kvinder, der har behov for det, kan blive henvist videre til behandling.

“Opgaven ligger både hos jordemødrene og de praktiserende læger. Især hvis der er tale om en sårbar gravid. Det handler naturligvis ikke om, at vi skal sætte gang i en flodbølge ved at komme med et budskab om, at alle gravide med psoriasis skal henvises til en hudklinik, men bare at de praktiserende læger skal være opmærksomme på, at sygdoms­kontrol under graviditeten er alfa omega for, at det går moren og barnet godt, og at de samtidig ved, at der er behandlingsmuligheder for de kvinder, hvor der er et behov,” siger Cæcilie Bachdal Johansen.