Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Nu bliver uddannelsen i almen medicin lavet om: Lægedækning øges markant

Kommende speciallæger i almen medicin skal tilbringe et halvt år mere i lægepraksisser rundt om i landet i stedet for på sygehusene, og de ekstra hænder skal øge kapaciteten i almen praksis og bidrage til bedre lægedækning. 

Det skriver regeringen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Omlægningen af speciallægeuddannelsen i almen medicin blev oprindeligt aftalt allerede i sundhedsreformen fra maj 2022. Det var den aftale, som også lovede, at der skal være 6.500 speciallæger i almen medicin i 2035, en stigning på ca. 43 procent i forhold til maj 2022. Samtidig blev det besluttet, at hoveduddannelsen i almen medicin omlægges, så uddannelseslægerne får en praksispligt på op til et halvt år mere i almen praksis. 

Det er de ord, som der nu handles på.

Sundhedsministeriets beregninger i oktober 2021 viste, at hvis en læge skal tage et halvt år mere af hoveduddannelsen til almen mediciner i en almen praksis fremfor på en sygehusafdeling, så vil det årligt bidrage med cirka 290 uddannelseslæger, som hver især bruger et halvt år mere i almen praksis.

”De praktiserende læger spiller en helt central rolle i vores sundhedsvæsen, men flere steder er der desværre mangel på dem. Derfor er det nødvendigt, at vi styrker lægedækningen på forskellige måder, og omlægningen af uddannelsen i almen medicin vil bidrage til, at vi får flere uddannelseslæger ud i klinikkerne rundt om i landet, hvor man i den grad har brug for ekstra kræfter. Den ekstra tid i almen praksis vil også styrke den enkelte uddannelseslæges kompetencer som kommende praktiserende læge," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Sundhedsstyrelsen og relevante parter, herunder Danske Regioner, vil nu gå i gang med implementering og gradvis indfasning af den nye ordning.

Der skal blandt andet tages stilling til, hvilke uddannelseselementer de kommende praktiserende læger skal gennemgå i de ekstra seks måneder i almen praksis, og hvordan tiden i de relevante sygehusspecialer skal fordeles. Der vil fortsat være krav om at tilbringe minimum tre-fire måneder i psykiatrien som led i hoveduddannelsen i almen medicin. 

Regeringen foreslår blandt andet at omlægge speciallægeuddannelsen i almen medicin, så uddannelseslægerne får afkortet sygehusopholdet med et halvt år for i stedet at bruge tiden ude i almen praksis.

Hoveduddannelsen i almen medicin varer i alt 54 måneder (4,5 år). Første del varer i dag 36 måneder, som er fordelt med 6-12 måneder i en praksis, og 24-30 måneder på et hospital. Anden del varer 6 måneder, hvor uddannelseslægen er ansat i samme praksis som i første del. Tredje del varer 12 måneder, hvor uddannelseslægen er ansat i en ny praksis, som ikke er den samme som i første og anden del. 

Forslaget om omlægningen af speciallægeuddannelsen i almen medicin fik rosende ord med på vejen af Praktiserende Lægers Organisation (PLO), da det kom frem i 2022. 

"Det glæder mig, at en større del af hoveduddannelsen skal foregå i almen praksis. Det giver fagligt rigtig god mening, og det vil give flere hænder til vores del af sundhedsvæsenet. Vi skal i fællesskab sikre så gode rammer, at det bliver attraktivt at tage en del af sin uddannelse i almen praksis i hele landet. Det vil vi arbejde for i det partnerskab for lægedækning, der skal nedsættes som følge af reformen," sagde formanden for PLO Jørgen Skadborg i maj 2022.