Lægevikariater: Eventyr, frihed eller ekstra lønkroner
Nogle vælger et vikariat som læge for at opleve midnatssolen eller et godt skisportssted. Andre vælger de steder, hvor man tjener bedst.
Trænger man som læge til et eventyr i sit arbejdsliv, en ekstra indkomst, eller foretrækker man friheden ved at være vikar? Så er det en mulighed at blive lægevikar hos VikTeam.
”Vi har alt fra læger og sygeplejersker, der har et fuldtidsjob, og som ønsker et vikariat i et par uger, til dem, der har vikariater i flere år, for eksempel i psykiatrien her i Danmark. De kan være ansat i årevis, fordi man ikke kan rekruttere faste læger. Inden for almen praksis er der også flere, der er fuldtidsvikarer.”
Det fortæller Christian Hansen, der er administrerende direktør i vikarbureauet VikTeam, som har specialiseret sig i at formidle vikariater for læger og sygeplejersker.
Vikarer i alle aldre
Bureauet har eksisteret i over 25 år, og i den tid har de sendt mange danske læger og sygeplejersker til Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, men også rundt i Danmark. Deres vikarer er i alle aldre, helt fra de nyuddannede til lægen, der elsker sit fag og fortsætter længe efter pensionsalderen.
Christian Hansen fortæller, at lidt over halvdelen af vikariaterne er i Norge, Danmark står for omkring 40 procent af vikariaterne – og resten er på Færøerne og Grønland. Sverige er ikke længere en mulighed, for den svenske krone er så lav, så det bliver for dyrt for det svenske sundhedsvæsen at få danske læger derover.
”Der er nogle, der primært går efter et eventyr og andre, der lægger mest vægt på at tjene gode penge,” siger Christian Hansen.
Skisportssted eller Færøerne?
De mest populære vikariater er på Færøerne og i Norge, og sommerferien er højsæson for vikariater, fordi de har længere sommerferie i Norge.
”I vinterhalvåret er steder, der ligger ved de gode skisportssteder, meget efterspurgte, og om sommeren er det de helt nordlige, hvor man har mulighed for at opleve midnatssolen. Grønland er også en populær destination, hvor man kan få en oplevelse udover det sædvanlige, men det er ikke der, hvor man tjener mest,” siger Christian Hansen. For det er ikke nogen hemmelighed, at det for mange også handler om at tjene lidt ekstra penge. Den bedste løn er i Norge, for her er grundlønnen højest. Men uanset, hvor man er, så kan man ofte supplere op med ekstra vagter.
Lønnen varierer i forhold til arbejdssted, arbejdstider og om lægevikaren er speciallæge.
Om VikTeam
- VikTeam har flest vikariater i almen medicin, psykiatri og radiologi – men de har også andre specialer
- I Norge er der efterspørgsel på læger med ret til selvstændigt virke, men som endnu ikke har specialiseret sig
- De fleste vikariater er mellem to og otte uger. Men der findes vikariater fra en enkelt vagt og op til flere års varighed
- VikTeam er behjælpelig med alt praktisk i forbindelse med vikariaterne – også bolig og transport
Artiklen har været bragt i printmagasinet Medicinsk Tidsskrift til praktiserende læger i maj 2024.
