Privat blodprøve-service vækker forargelse
Hos blodtjek.dk kan man købe valgfri blodprøver i pakker, der koster op til 3.999 kroner. Praktiserende læge kalder tilbuddet ”det glade vanvid”, stifteren af firmaet ønsker at give borgere muligheden for et overblik, uden at selve blodprøven tager tid fra egen læge.
Prøverne tages på regionernes prøvetagningssteder og analyseres på offentlige sygehuslaboratorier, som den nye virksomhed betaler for ydelsen. En læge eller en sygeplejerske gennemgår hver bestilling, før prøverne bestilles. Svarene ligger i MinSundhed, og en læge giver en skriftlig tilbagemelding. Tilbagemeldingen er en del af prisen, forklarer stiftende direktør Osman Toplica, som er iværksætter, datalog og software-udvikler. Goutam Natkunarajah er medstifter og virksomhedsansvarlig læge.
Blodtjek.dk har set dagens lys i begyndelsen af november.
”Mange voksne vil gerne kende deres egne tal, eksempelvis fordi de træner, lægger kosten om eller vil følge deres helbred over tid. De vælger selv, og de betaler selv. Egen læge skal prioritere det offentliges tid og penge, og her kommer raske uden symptomer naturligt sidst. Når man selv betaler, kan vi give muligheden, uden at selve blodprøven tager tid fra egen læge,” siger Osman Toplica.
Hjemmesiden tilbyder en lang række blodprøver i sæt, der er eksempelvis en pakke til 2.549 kroner, som hedder Kvindens Helbred og som består af 29 forskellige markører, en pakke kaldet Det brede Blodtjek består af 37 markører og koster 3.999 kroner. Ønsker man eksempelvis en måling af sit stofskifte (tre markører), kan man få en sådan for 1.049 kroner (priser per 3. november, 2026).
Der findes allerede flere andre private aktører i Danmark, som tilbyder blodprøver.
”Vi vil gøre det forsvarligt. Vi har fravalgt markører, der ofte giver falske udslag. Vi vil følge, hvor ofte et blodprøvesvar fra os fører til patientens egen læge – og hvorfor – og tage markører ud, der skaber en urimelig byrde for den praktiserende læge uden gavn for patienten,” siger Osman Toplica om blodtjek.dk.
Kritiske læger: Strider mod rationel praksis
Praktiserende læge Mireille Lacroix, der er tidligere næstformand i PLO og nuværende medlem af Lægeforeningens bestyrelse, kalder blodtjek.dk det ”glade vanvid” på sin LinkedIn-profil:
”Vælg Klogt fraråder helbredstjek, men private firmaer tilbyder helt tilfældige blodprøver til patienter uden symptomer og sender bolden videre til egen læge.”
Hun oplever i forvejen unødvendige henvisninger fra andre firmaer, der også tilbyder blodprøver mod betaling, skriver hun også.
Danske Patienter, Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) og DSAM har den 28. oktober i et brev til sundhedsministeren også henvendt sig med en fælles bekymring over, at offentlige hospitaler stiller kapacitet til rådighed for private virksomheders salg af omfattende blodprøvepakker og helbredstjek.
“Vi opfordrer ministeriet og regionerne til at sikre fælles rammer, så offentlig prøvetagnings- og laboratoriekapacitet ikke anvendes til kommercielle helbredstjek, der strider mod faglige anbefalinger,” skriver de faglige organisationer med reference til blandt andet blodtjek.dk i brevet til ministeren.
Danske Regioner ønsker at give en kommentar om blodtjek.dk til Medicinsk Tidsskrift, men deres kommentar er ikke nået frem til denne artikels deadline.
Osman Toplica påpeger, at blodtjek.dk har udeladt muligheden for prøver som PSA, ANA, reumafaktor og anti-CCP såvel som allergipaneler og IgG-tests for intolerance for at nedbringe falske udslag og unødvendige henvisninger.
”Det er os, der har bestilt prøverne, så det er vores ansvar at tolke svarene og følge op. Det er ikke egen læges opgave at tolke prøver, vi har bestilt.”
Omkring fem procent af raske borgere ligger uden for referenceintervallet for en given markør, siger stifteren.
”Derfor tolker vores læger svarene i sammenhæng. Hvis et tal er lige uden for intervallet i et ellers normalt billede, forklarer vores læge det i tilbagemeldingen, så ingen af vores kunder skal til egen læge for at få det forklaret.”
Han påpeger, at et regionalt laboratorium håndterer tusindvis af prøver om dagen, og at man fra blodtjek.dk forventer nogle få hundrede om måneden fordelt over hele landet.
”Det er ikke et kapacitetspres, vi forventer, vil gå ud over offentlige patienter,” siger stifteren.
Et supplement til det offentlige sundhedsvæsen
Private tilbud har før vakt forargelse. Læger som professor Morten Sodemann fra Syddansk Universitet ser en risiko for, at private lægetjenester kan blive en forlomme for de velstillede på samme måde, som det er blevet kritiseret, at man i Legoland kan springe køen til forlystelserne over mod ekstra betaling.
”Er sundhedsvæsnet blevet til et LEGO-land?" spurgte han på et tidspunkt, hvor der var debat omkring Lægerne Danmark, der tilbyder egenbetalte lægekonsultationer.
Medicinsk Tidsskrift: Der kan være noget social skævhed i et tilbud som blodtjek.dk. Dem, som har penge på lommen, kan få ekstra sundhedsydelser, men det er ofte dem med få midler, der har mest brug for sundhedsydelser og ekstra tilsyn. Hvordan forholder I jer til den problematik?
”Vi har sat priserne, så de fleste danskere har råd til et årligt tjek af de vigtigste markører. Gjorde vi det meget billigere, ville kritikken være, at vi skaber en unødig efterspørgsel på blodprøver. Det er en balance. Vores kunder tager ikke noget fra dem, der ikke kan betale,” siger stifteren og datalogen.
Han vil gerne forklare prismodellen overordnet:
”Vi har nogle faste udgifter ved hver bestilling, som vores faste gebyrer dækker en del af. Hvis gebyrerne skulle dække det hele, ville det blive uforholdsmæssigt dyrt at bestille få, simple prøver. Derfor dækkes resten af avancen på de enkelte markører. Det har været lidt af et puslespil at få til at hænge sammen, men jeg synes, vi har fundet en god balance.”
Det offentlige sundhedsvæsen er og bliver fundamentet, mener Osman Toplica.
”Det giver langt de fleste adgang til langt det meste gratis, og det skal vi værne om. Vi er et supplement for dem, der gerne vil have et bedre overblik over deres eget helbred, og som ikke vil vente på det.”
