Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin


Tina Vilsbøll bliver nu en del af Chief Medical Office-teamet i R&D Medical & Translational Science, som Filip Krag Knop i dag er direktør for hos Novo Nordisk. Hun får titlen Senior Medical Officer.

Professor Tina Vilsbøll om ny stilling i Novo Nordisk: Beslutningen er med blandede følelser

Professor, forskningsleder og overlæge Tina Vilsbøll vil ikke længere være at finde på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) fra februar 2026. Hun har sagt ja til en stilling i udviklingsteamet hos Novo Nordisk, hvor hun skal arbejde under sin tidligere kollega Filip Krag Knop.

Det er blevet sværere at fastholde talenter inden for endokrinologien, lød det fra SDCC’s direktør Magnus T. Jensen i foråret 2025, da Medicinske Tidsskrifter beskrev, hvordan topforskere inden for dermatologien, endokrinologien og kardiologien har forladt det offentlige til fordel for et job i industrien.

Diabetescenteret i Region Hovedstaden, SDCC, har været særligt ramt og har over tre år mistet flere af deres erfarne læger og topforskere, herunder tidligere forskningsleder og professor Filip Krag Knop, som oprindeligt gik fra sin overlægestilling til at blive Senior Medical Officer hos Novo Nordisk i 2023.

Og nu er turen så kommet til Tina Vilsbøll, der er en væsentlig kapacitet på SDCC, som leder af forskningsgruppen Kardio Metabolisk Forebyggelse (CMP), samt Honorary Secretary og bestyrelsesmedlem for den europæiske diabeteskongres EASD.

Hun bliver nu en del af Chief Medical Office-teamet i R&D Medical & Translational Science, som Filip Krag Knop i dag er direktør for hos Novo Nordisk. Hun får titlen Senior Medical Officer.

På LinkedIn skriver Tina Vilsbøll, at beslutningen er med blandede følelser.

”Denne nye mulighed betyder rigtig meget for mig – men den vækker også blandede følelser. Det er svært at forlade CMP (hendes forskningsgruppe, red.) og de mange fantastiske unge talenter og skønne kolleger på Steno Diabetes Center Copenhagen og Københavns Universitet. At få lov til at arbejde med så dedikerede, nysgerrige og dygtige unge mennesker i min gruppe har været et af de største privilegier i min karriere. I har inspireret mig hver eneste dag.”

Tina Vilsbøll ønsker ikke at lade sig interviewe om beslutningen. Medicinske Tidsskrifter har dog spurgt på skrift, hvorfor hun har valgt at gå fra et arbejde i det offentlige med patienter til at arbejde i det private hos Novo Nordisk? 

Gennem Novo Nordisk har vi modtaget dette svar fra Tina Vilsbøll:

"Jeg søger på ingen måde væk fra noget, da jeg leder en fantastisk gruppe af store talenter på SDCC, men ser mit jobskifte som en spændende ny mulighed, hvor mine kompetencer og faglige energi kan bruges i en anden men for mig stadig dybt meningsfuld kontekst."

I opslaget på LinkedIn skriver hun desuden:

”Når jeg træder ind i denne nye rolle, ser jeg frem til at bidrage til videnskabelig strategi og innovation inden for diabetes og overvægt – og til at bringe kliniske og akademiske perspektiver ind i en global sammenhæng med fokus på bedre patientbehandling.”

”Til alle mine kolleger, samarbejdspartnere og især de nye stjerner på CMP: Tak for jeres energi, tillid og entusiasme. Jeg tager jeres ånd med mig i hjertet ind i dette næste kapitel hos Novo Nordisk.”

Peter Rossing: ikke en usædvanlig beslutning

Medicinske Tidsskrifter har spurgt Steno Diabetes Center Copenhagens ledelse, hvordan de ser på Tina Vilsbøll beslutning, og at de endnu engang mister en forskningsprofil. Afdelingschef Peter Rossing svarer over mail:

”Der er ikke noget usædvanligt i, at dygtige forskere vælger at prøve nye udfordringer og for eksempel gå fra det offentlige til industrien eller omvendt. Det er til gavn for samfundet, at den krydsbestøvning og udveksling finder sted. På Steno Diabetes Center Copenhagen uddanner vi også en lang række postdocs og ph.d-studerende, hvor mange senere finder jobs i industrien. Ligesom der også løbende kommer dygtige forskere til Steno (SDCC, red.),” skriver Peter Rossing.

Han fortsætter:

”Tina Vilsbøll har i mange år været internationalt toneangivende indenfor forskning i inkretinhormoner. Hun har med en engageret indsats været med til at sikre, at vores brugere på Steno Diabetes Center Copenhagen tilbydes den mest moderne diabetesbehandling. Heldigvis fortsætter hun jo arbejdet og indsatsen for diabetes - blot i et andet regi.”

Han kommenterer ikke direkte på, hvordan det er at miste endnu en forskningsprofil, men svarer:

”Det er rigtigt, at vi hele tiden skal være oppe på tæerne for at rekruttere de bedste talenter. Som et forsknings- og udviklingshospital vil vi gerne sætte barren for, hvordan vi også internationalt behandler diabetes. Vi har en række af verdens førende forskere på vores hold, og det er i sig selv også et kæmpe aktiv for vores rekruttering”.

Lif: Industrien har behov for flere læger

Ifølge Lægemiddelindustriforeningen (Lif) er udviklingen kun begyndelsen, og de har i et høringssvar fra 2024 opfordret Sundhedsstyrelsen til at uddanne flere læger i fremtiden.  

Ifølge Lif er lægemiddelvirksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft stigende, og med regeringens nye Life Science-plan vil udviklingen formentlig tage til, vurderer brancheforeningen.

Antallet af medarbejdere i industrien er steget med knap 10.000 personer i 2022 og 2023, heraf har cirka 5.000 en lang videregående kandidatuddannelse eller en ph.d. Og udviklingen er fortsat i 2024, skriver Lif i høringssvaret.

”Udviklingen i lægemiddelindustrien kan betyde, at en stigende andel af (special)lægerne vælger en karriere i industrien frem for i det offentlige sundhedsvæsen,” lyder det.

Magnus T. Jensen hilser udvekslingen af faglige erfaringer mellem det offentlige og industrien velkommen, men der skal være balance i regnskabet, har han udtalt til Medicinske Tidsskrifter.

”I øjeblikket ser vi, at der er profiler med stærke faglige kompetencer, som søger mod industrien. Det samme ser vi med vores yngre talenter, vores postdocs og vores ph.d.-studerende, som efter at have fået en fantastisk uddannelse på Steno (Diabetes Center, red.) går videre til det private. Vi ser med andre ord en hel kæde, hvor der er en bevægelse fra det offentlige og ud i det private. Som ledere stiller vi derfor naturligvis spørgsmålet: Hvordan kan vi blive bedre til at fastholde og stimulere vores talenter?”