Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Patienter med stor stroke har mest gavn af at blive transporteret til nærmeste stroke-afdeling

Hvis der udvikles bedre diagnostik til at skelne hjerneblødninger fra blodpropper i hjernen allerede i ambulancen, vil transport direkte til et hospital med kateterbehandling kunne forbedre diagnosen for patienter med en akut blodprop i hjernen.

I lodtrækningsforsøget TRIAGE-STROKE har forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet i samarbejde med de præhospitale indsatser og stroke-afdelingerne i Midt- og Nordjylland undersøgt, om det vil gavne patienter med symptomer på 'stort stroke' at blive transporteret direkte til et sygehus med adgang til kateterbehandling.

Bevarer evnen til at kunne gå

Lodtrækningsforsøget har i tråd med et meget stort studie fra Catalonien ikke vist nogen sikker effekt af transport direkte til center med kateterbehandling. En sekundær analyse tyder dog på, at patienter med blodpropper i hjernen bevarer evnen til at kunne gå, hvis de bliver direkte transporteret til kateterbehandling.

Det spanske studie har dog vist, at denne transport-strategi skader patienter med blødninger i hjernen, hvilket også understøttes af de danske resultater. Det er derfor for nuværende ikke gavnligt at transportere patienter med symptomer på 'stort stroke' direkte til et sygehus med kateterbehandling.

Hvis der udvikles bedre diagnostik i ambulancen til at skelne hjerneblødninger fra blodpropper i hjernen for eksempel enten ved en blodprøve eller ved en simpel scanningsmetode, vil den rette transport til den rette behandling kunne bedre prognosen for patienterne.