Bedre AK-behandling af patienter med atrieflimren kan forhindre strokes
I Danmark lever omkring 150.000 personer med atrieflimren og er dermed i betydelig øget risiko for at få et stroke. Selv om AK-behandling effektivt kan sænke denne risiko, er det en vedvarende udfordring at få opstartet og vedligeholdt relevant behandling for alle patienterne.
I et Ph.d.-projekt på Aarhus Universitet ser man på, om almen praksis kan være med til at sikre, at flere af patienterne kommer i behandling og at man derved kan undgå en række strokes.
Hovedparten af de danskere, der lever med atrieflimren, er i AK-behandling som anbefalet i de kliniske retningslinjer. Men data i de landsdækkende registre tegner også et billede af, at der fortsat er en andel af patienterne, som går ubehandlede rundt.
”Det er naturligvis ikke alle, som har atrieflimren, som skal have AK-behandling. For hver enkelt patient foretages en risikovurdering, og er risikoen lav, så kan ulemperne ved AK-behandlingen overstige fordelene. Men patienternes risiko kan ændre sig over tid, og måske fanger man i almen praksis ikke de patienter, inden de får et stroke. Dertil kommer, at nogle patienter kan vælge at stoppe en igangsat behandling - også uden egen læges viden herom.”
Sådan siger læge Ina Grønkjær Laugesen, som er i gang med at skrive sin Ph.d. ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet. Ambitionen med forskningsprojektet, som har navnet OPTI-ACT, er overordnet at afdække, om man i almen praksis, som varetager 90 procent af al AK-behandling i Danmark, kan være med til at få flere patienter med atrieflimren i AK-behandling og dermed reducere antallet af strokes.
Afvejning af fordele og ulemper
Udgangspunktet for den nysgerrighed, der lagde fundamentet til forskningen var netop, at når Ina Grønkjær Laugesen sammen med forskningsgruppen for kvalitetsudvikling og interventioner ved Forskningsenheden for Almen Praksis (AU), som længe har arbejdet med medicinoptimering, kiggede på registerdata, så kunne hun se, at der var et betydeligt antal patienter med atrieflimren, som ikke var i AK-behandling. Det undrede hende. Én forklaring kan være, at behandlingen af atrieflimren som oftest er livslang og kan for nogle indebære generende og endda alvorlige bivirkninger. Derfor er afvejningen af fordele og ulemper ved behandlingen både vanskelig for lægen og for patienten, forklarer Ina Grønkjær Laugesen.
”Den usikkerhed, der kan opstå i netop det felt, ser umiddelbart ud til at være én væsentlig årsag til, at mange patienter ikke er i hensigtsmæssig AK-behandling. Vi vil gerne med vores forskning være med til at identificere de barrierer, der måtte være i almen praksis og være med til at sikre, at læge og patient har de nødvendige oplysninger og støtteværktøjer, så flere patienter kan få den rette behandling og undgå at få et stroke.”
En anden grund til, at et antal patienter ikke er i korrekt behandling kan være, at vigtig information om diagnose og behandling går tabt i systemet i forbindelse med overgangene mellem sygehuse, speciallæger og almen praksis.
Årskontroller er grundstenen
Ina Grønkjær Laugesen er ikke i tvivl om, at for den praktiserende læge, er det en højt prioriteret opgave at sikre, at patienter med atrieflimren er velbehandlede. Om man i almen praksis kan være proaktiv og gøre endnu mere for at sikre, at ingen patienter med behov for AK-behandling går ubehandlede rundt? Her understreger hun, at de årlige kontroller er grundstenen:
”Retningslinjerne foreskriver, at patienter med atrieflimren skal tilses af egen læge én gang om året. Nogle gange vil det formentlig være unødvendigt. Men i andre tilfælde kan det være netop der, hvor man sikrer sig, at behandlingen er, som den skal være.”
Gode og saglige grunde
Ina Grønkjær Laugesen har koblet sine registerfund med et auditstudie, hvor hun besøger praksislæger i Region Midtjylland og ser nærmere på de enkelte patientforløb (300 i alt) for at afdække, hvorfor patienterne ikke er i behandling.
”Vi er ikke færdige med dataindsamlingen, men indtil videre kan vi se, at der for langt de fleste patienters vedkommende er taget et aktivt og velovervejet valg omkring fravalg af AK-behandling. Der er med andre ord både gode og saglige grunde til, at de ikke er i behandling. Jeg har ikke fundet mange patienter, hvor man kunne tilbyde en bedre behandling.”
Det ser altså ud til, at der er en forskel mellem registerdata og auditdata, hvis betydning endnu ikke er klar for Ina Grønkjær Laugesen, men som vil have betydning for, hvordan den fortløbende del af forskningsprojektet skal forløbe.
”Når alle data er klar, så håber jeg, at vi har fået en langt bedre forståelse af hvad vores registerdata fortæller om behandlingen af patienter med atrieflimren. Lige nu kan jeg være i tvivl om hvor meget vi kan rykke ved behandlingen og hvordan. Der er stadig patienter for hvem behandlingen kan optimeres, men overordnet ser det ikke ud til at problemet er nær så stort som først antaget ” siger Ina Grønkjær Laugesen. Målet med projektet var at forstå, hvilke barrierer der er for optimal AK-behandling af patienter med atrieflimren, og ud fra denne viden understøtte almen praksis med værktøjer til at forbedre behandlingen,” siger Ina Grønkjær Laugesen og tilføjer.
”Vores foreløbige resultater viser, at lægerne tager AK-behandling alvorligt, og at der generelt er rigtig godt styr på det. Når det er sagt, så er der altid plads til forbedring. Selvom problemet er mindre end forventet, giver det stadig god mening, at se om vi kan flytte de patienter, der kunne have gavn af behandling. Og der skal faktisk ikke ret mange patienter i behandling, før man kan forhindre et stroke.”
Om OPTI-ACT:
Projektet består af to dele.
1.
Forskerne undersøger årsagerne til manglende AK-behandling ved gennemgang af patientjournaler i almen praksis samt via fokusgrupper med patienter, praktiserende læger og personale fra almen praksis. Herved identificeres de faktorer, der fremmer og hæmmer optimal AK-behandling.
2.
Forskerne udvikler en intervention, bygget på indsigter opnået i projektets første del. For at sikre at interventionen er relevant for dem, der skal bruge den, og kan fungere i dagligdagen, skal den udvikles i tæt samarbejde med patienter, pårørende, praktiserende læger, praksispersonale og hjertespecialister. Interventionen skal sikre, at alle patienter med atrieflimren får taget beslutning om AK-behandling på et velinformeret og højt fagligt niveau, så alle modtager den bedst tænkelige behandling.