Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Systemiske behandlinger mod atopisk eksem er omtrent lige gode

EADV: De systemiske behandlinger, der er på markedet til atopisk eksem (AD) lindrer alle sygdommen ret effektivt. Det fremgår af en ny dansk analyse, som har sammenlignet effekten af en række JAK-hæmmere og monoklonale antistoffer.

Ph.d.-studerende ved Sjællands Universitetshospital Farnam Barati Sedeh har foretaget det måske første sammenlignende studie af systemiske behandlinger til atopisk eksem. I godkendelsesstudierne er behandlingerne kun sammenlignet med placebo, enten alene eller i kombination med topikal behandling, og derfor valgte Farnam Barati Sedeh sammen med kolleger ved Sjællands Universitetshospital at foretage en systematisk gennemgang af alle randomiserede kontrollerede forsøg, der har undersøgt effektiviteten af ​​systemiske behandlinger målrettet voksne med moderat-til-svær atopisk eksem. 

Hans litteraturgennemgangen omfatter 19 studier med i alt 6.444 patienter inkluderet. Forskerne har inkluderet alle randomiserede kontrollerede studier af effekten af systemisk behandling af moderat til svær AD hos voksne i Medline, EMBASE og Cochranelibrary, og de 19 studier blev blev gennemgået i et systematisk review efter PRISMA-retningslinjerne. 

Acceptabel virkningsprofil

Analysens fokus var andelen af ​​AD-patienter, der opnåede henholdsvis 50 procent, 75 procent og 90 procent forbedring i EASI-score efter behandling med de monoklonale antistoffer dupilumab og tralokinumab eller JAK-hæmmerne abrocitinib, baricitinib og upadacitinib.

I monoterapistudierne fandt Farnam Barati Sedeh, at upadacitinib 30 mg én gang dagligt har den numerisk højeste effekt i forhold til EASI-50, EASI-75 og EASI-90, og hans analyse af kombinationsterapistudierne med topikale kortikosteroider viser, at dupilumab 300 mg én gang hver anden uge har den højeste effekt i forhold til EASI-50, mens abrocitinib 200 mg én gang dagligt har den højeste score i forhold til EASI-75 og EASI 90.

Farnam Barati Sedeh og hans kolleger konkluderer, at analysen viser, at der er evidens for, at dupilumab, tralokinumab og JAK-hæmmere alle har en acceptabel virkningsprofil, der resulterer i klinisk relevante forbedringer i EASI-score. Desuden synes upadacitinib og abrocitinib at have et stort potentiale til at behandle patienter med atopisk eksem. Dog er der et stort behov for yderligere undersøgelser for at bestemme den langsigtede effekt af JAK-hæmmere for voksne med moderat-til-svær AD, som de skriver.

Det drejer sig om abstract 645, og abstractbogen kan downloades her: EADV Symposium 2022 | Welcome to the EADV 2022 Spring Symposium

EADV