Sundhedspersonalets holistiske tilgang til psoriasispatienter er vigtig
EADV: Mange psoriasispatienter føler sig ikke forstået af sundhedspersonalet, men en højere grad af fælles beslutningstagning kan ændre det.
Det konkluderer forskerne bag et kvalitativt studie præsenteret på EADV Spring Symposium 2022, hvor de foreslår at specialiserede sygeplejersker kan være med til at løfte psoriasispatienters oplevelse af egen behandling.
Undersøgelse er baseret på en række kvalitative interview med psoriasispatienter og viser, at patienterne ser store fordele ved at blive inddraget i beslutninger om egen behandling, men det sker ikke i tilstrækkelig grad, fortæller de. Ifølge forskerne kan de specialiserede sygeplejersker bidrage ved at informere patienterne om mulighederne for behandling og samtidig give patienterne mulighed for at tale om psykosociale problematikker.
I undersøgelsen viste patienterne sig neutrale til positive over for ideen om specialiserede sygeplejersker i denne rolle, og forskerne konkluderer, at sygeplejersker kan understøtte en mere holistisk tilgang i psoriasisbehandlingen.
Forskerne har via semistrukturerede interview spurgt 14 patienter om deres behandling, valg af behandling og sygeplejekonsultationer. Interviewene blev gennemført fra oktober 2020 til april 2022, hvor ni mænd og fem kvinder deltog. Størstedelen (n = 9) modtog standardbehandling, de resterende (n = 5) modtog specialiseret pleje.
En stor del af patienterne fortalte i interviewene, at de ikke følte sig forstået af sundhedspersonalet, og at behandlingen blev anset for tidskrævende med ofte utilstrækkelige resultater. På den baggrund indtog patienterne en passiv rolle til behandlingen og konkluderede, at de skulle lære at leve med sygdommen.
Men i en undergruppe i studiet blev der konkluderet et vendepunkt i forhold til dette. Efter patienten havde modtaget information om de tilgængelige behandlinger, oplevede de i stedet håb og øget selvkontrol. Det var et afgørende aspekt i plejen, at patienterne oplevede den delte beslutningstagning sammen med sundhedspersonalet. Et aspekt, der hovedsageligt var implementeret i den specialiserede pleje. Patienter, der besøgte en psoriasis-sygeplejerske mindst én gang (n = 5), beskrev konsultationerne som holistiske og med opmærksomhed på følelsesmæssigt velvære.
Læs Abstract 383 om studiet i abstractbogen fra EADV Spring Symposium 2022 via dette link.
