
Studie finder færre hudkræftdiagnoser trods genåbning efter covid-19
EADV: Under covid-19-nedlukningerne faldt cancerraterne markant, og efter genoplukningen, diagnosticeres der ved fortsat færre hudkræft tilfælde end før pandemien, tyder et Irsk single center studie på.
En dermatologisk klinik i Irland har opgjort raten af hudkræfttilfælde før og efter covid-19-pandemien og fundet, at der i 2021 efter genåbningen er blevet diagnosticeret 25 procent færre tilfælde af melanom og nonmelanom hudkræft sammenlignet med i 2019 før pandemien.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at den fortsat lave rate kan skyldes en kombination af den tredje covid-19-bølge i begyndelsen af 2021 og en øget modvilje blandt ældre patienter mod at møde op i hospitalsregi på grund af den fortsatte risiko for covid-19-smitte. De skriver at fremtidige studier må vise, om pandemien har haft en varig effekt på diagnosticeringen af hudkræft, og om de lave diagnoserater får betydning for, hvordan sygdommen udvikler sig for patienterne.
Allerede sidste år viste kliniske studier, at pandemien påvirkede udredningen af kræft, men ifølge forskerne er det første gang, at nogen har sammenlignet diagnoseraterne før og efter nedlukningerne i forbindelse med pandemien.
Fald i diagnoser trods genåbning
Der er tale om et restrospektivt single center-studie, hvor forskerne har undersøgt det samlede antal patienter, der fik foretaget en hudbiopsi eller excision af hudtumor fra januar til december i henholdsvis 2020 og 2021 og sammenlignet med diagnoseraterne i 2019.
Patienterne er fundet ved gennemgang af klinikkens patientjournaler, og man akskluderede patienter, der fik foretaget excision af en histologisk påvist læsion og patienter diagnosticeret med basalcellekarcinom eller pladecellekarcinom in situ.
Antallet af patienter, der fik foretaget hudbiopsi eller excision i klinikken, faldt fra 576 til 368 fra 2019 til 2020 (34 procent), men steg i 2021 til 509 patienter. På trods af stigningen i undersøgelser, lå antallet af hudkræftdiagnoser i 2021 imidlertid 25 procent under antallet i 2019. Dette var et yderligere fald i forhold til 2020, hvor diagnoseraten var faldet med 16 procent i forhold til 2019.
I alt fandt klinikken 27,4 procent færre hudkræftlæsioner i 2021 sammenlignet med 2019, hvilket var et yderligere fald fra 2020, hvor antallet af fundne læsioner var faldet med 12 procent i forhold til året før.
På den baggrund konkluderer forskerne, at der på trods af lempede restriktioner, udbredelse af vacciner og genoptagelse af aktiviteten i sundhedsvæsenet fortsat blev diagnosticeret færre tilfælde af hudkræft i det første år efter pandeminedlukningerne.