
“Vi havde ingen garanti for, at det ville virke, så det var et sats. Nu står vi med kvalitetsevidens fra et kontrolleret videnskabeligt forsøg, og det er fantastisk. Det åbner for nye HPV-målrettede veje for forskning i forebyggelse og behandling af hudkræft. Måske et paradigmeskifte,” udtaler Emily Wenande, der her giver patienten Jørgen Høj en highfive i jubel over resultaterne.
HPV-vaccine reducerer forstadier til hudkræft
Danske forskere har i et nyt dobbeltblindet studie vist, at HPV-vaccine reducerer antallet af aktiniske keratoser, som er forstadier til hudkræft. Det skriver Videncenter for Hudkræft på deres hjemmeside.
“Vi havde ingen garanti for, at det ville virke, så det var et sats. Nu står vi med kvalitetsevidens fra et kontrolleret videnskabeligt forsøg, og det er fantastisk. Det åbner for nye HPV-målrettede veje for forskning i forebyggelse og behandling af hudkræft. Måske et paradigmeskifte,” udtaler Emily Wenande, postdoc og førsteforfatter, i artiklen på Videncenter for Hudkræft.
I studiet, der er udgivet i JAMA Dermatology, deltog 70 patienter, der alle havde mange aktiniske keratoser. Halvdelen blev tilfældigt udtrukket til at få tre injektioner med den godkendte HPV-vaccine, mens den anden gruppe fik placebo. Deltagernes hud blev derefter observeret i 12 måneder, og forskerne fandt, at gruppen, der havde fået HPV-vaccinen, havde 10-18 procent færre aktiniske keratoser end placebo-gruppen.
Skal følge patienterne i 10 år
Mens det er HPV Alfa-typen, der giver livmoderhalskræft, og som man derfor også bruger i vaccinen, er det typisk HPV Beta-typen, der findes i aktiniske keratoser. Men selvom deltagerne i studiet fik den godkendte Alfa-HPV-vaccine, formåede den altså at reducere antallet af keratoser. Ved udviklingen af en vaccine rettet mod Beta-HPV, forventer forskerne at se endnu bedre resultater.
”Når det gælder aktiniske keratoser og hudkræft, må vi ofte behandle patienter igen og igen, fordi der kommer nye keratoser. Og da solskader oftest sidder i den del af huden, der er synlig for andre, for eksempel i ansigtet, kan hyppige behandlinger få store konsekvenser for patienten, både i forhold til funktion, udseende, ressourcer og velvære,” udtaler Emily Wenande og fortsætter:
“Forestil dig, at vi i stedet kunne give en indsprøjtning, som beskytter indefra mod at udvikle hudkræft. Vi ville kunne skåne både patienten og samfundsøkonomien for store byrder. Virkningen af en vaccine mod HPV Beta-typen ville formentlig være endnu større, end vi har set nu.”
Forskerne følger nu forsøgsdeltagerne i de næste ti år for at finde ud af, om HPV-vaccinen ikke kun reducerer forstadierne, men også reducerer patienternes risiko for at udvikle regulær hudkræft, skriver Videncenter for Hudkræft.