Tidlig tarmultralyd identificerer højrisikopatienter med svær colitis ulcerosa
En tidlig ultralydsscanning af tarmene hos patienter indlagt med akut svær colitis ulcerosa kan identificere patienter, som er i høj risiko for at få behov for kolektomi. Tarmultralyd kan dermed give et tidligt objektivt billede af, hvem der har brug for behandlingsintensivering, og hvem der kan nedtrappes.
Det viser et nyt dansk studie udgivet i Journal of Crohn’s and Colitis.
Studiet inkluderede 56 patienter indlagt med akut svær colitis ulcerosa, som blev behandlet med intravenøse kortikosteroider. Patienterne blev rekrutteret fra Herlev, Hvidovre og Aarhus og fik foretaget tarmultralyd før behandlingen og på forskellige tidspunkter efter behandlingsstart (48±24 timer, 6±1 dage og 3 måneder).
Resultaterne viser, at patienter, som havde en tarmvægstykkelse på ≤ 3 mm 48 timer efter behandlingsstart, ikke fik behov for kolektomi (p=0,04). Omvendt havde patienter med en tarmvægstykkelse på ≥ 4 mm signifikant øget risiko for kolektomi inden for både 3 måneder (OR 9,5; 95% CI 1,5-186, p=0,03) og 12 måneder (OR 5,6; 95% CI 1,2-41; p=0.04) samt et tidligere behov for yderligere behandling (gennemsnitligt 75 dage sammenlignet med 176 dage, p=0,005). En tarmvægstykkelse på ≥ 3 mm var også forbundet med en øget risiko for intervention inden for 3 måneder (OR 3,6; 95% CI 1,1-12,5, p=0,03).
”Det tyder på, at patienterne er i større risiko for at blive kolektomeret, hvis deres tarmvæg ikke responderer tidligt på steroidbehandlingen. Det er også interessant, at ingen af de patienter, som har en tarmvægstykkelse under 3 mm efter 48 timer, får behov for en kolektomi inden for det første år,” siger studiets førsteforfatter, læge og ph.d. Johan Fremberg Ilvemark fra Herlev Hospital, Mave-, Tarm- og Leversygdomme.
”I praksis betyder det, at hvis vi 48 timer efter behandlingsstart kan konstatere, at tarmvæggen er under tre mm, så ville jeg være mere tryg ved at trappe ned til tabletbehandling med prednisolon og ikke være så bekymret for, om jeg akut er nødt til at give patienten infliximab (biologisk behandling, red.) for at undgå kolektomi.”
Behov for objektive markører
Det er anden gang, at forskergruppen påviser tarmultralydens prædiktive værdi i denne patientgruppe. I 2022 publicerede de et studie baseret på data de samme 56 patienter, som viste, at tidlig tarmultralyd med høj præcision kan forudsige, hvem der responderer på den intravenøse steroidbehandling.
Det er vigtige resultater, mener Johan Fremberg Ilvemark, fordi der mangler objektive sygdomsmarkører, som kan forudsige både kort- og langsigtede behandlingsoutcomes for patienter indlagt med svær colitis ulcerosa.
”Traditionelt har vi målt effekten af steroidbehandlingen ved at se på antallet af afføringer, og om blodprøverne er begyndt at rette sig. Men det er ikke altid, at bedring af de kliniske symptomer eller blodprøverne er udtryk for, at sygdommen er faldet helt til ro. Derfor har vi brug for objektive markører, som tidligt kan hjælpe os med at tage stilling til, om patienten får tilstrækkelig effekt af steroiderne, eller om vi skal optrappe til biologisk behandling. Jo længere tid vi venter med at give biologisk behandling, jo større er risikoen for, at effekten udebliver,” siger han.
Forudsiger ikke remission
Selvom tarmultralyd kunne forudsige både kort- og langvarige behandlingsoutcomes, så kunne hverken tarmultralyd, pMayo-score, C-reaktivt protein (CRP), hæmoglobin eller p-albumin forudsige remission ved tre- eller tolvmåneders-opfølgningen. Det er dog ikke så overraskende, mener Johan Fremberg Ilvemark.
”Patientgruppen er kendt for at have et meget svingende forløb med genindlæggelser og mange nye udbrud i løbet af en kort periode, så det er svært at opnå fuld remission. Derfor er det nok nærmere et udtryk for et generelt svært sygdomsforløb og mangel på tilstrækkeligt effektive behandlinger, at tarmultralyd ikke kan forudsige, hvem der opnår remission.”
Ifølge Johan Fremberg Ilvemark har de to studier påvist, at der sker en reduktion af tarmvæggens tykkelse allerede kort tid efter behandlingsstart, og at tidlig tarmultralyd giver et billede af sygdomsforløbet det første år. Det næste naturlige skridt er et randomiseret interventionsstudie, hvor tarmultralyd i kombination med symptomer og blodprøver vejleder behandlingen i den ene gruppe, mens behandlingen i den anden gruppe kun vejledes af symptomer og blodprøver.
”I vores studie har vi kun 56 patienter, hvoraf 9 fik behov for kolektomi. Hvis vi vil være helt sikre på, at tarmultralyd kan guide behandlingsbeslutninger, så antallet af kolektomier reduceres, har vi brug for et stort interventionsstudie med mange deltagere. Som det er i dag, kan vi ikke bruge tarmultralyd alene til at guide behandlingen, men det er med til at give et meget bedre billede af, hvordan det går patienterne,” siger Johan Fremberg Ilvemark.