Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Global undersøgelse: Fine partikler koblet til en tredjedel af astmatilfælde

Ny forskning viser, at luftforurening med fine partikler (PM2,5) øger risikoen for astma betydeligt – særligt blandt børn og befolkninger i lavindkomstlande.

En ny omfattende meta-analyse, ledet af forskere fra Max Planck Institut for Kemi i Tyskland, konkluderer, at næsten en tredjedel af alle nye tilfælde af astma globalt kan tilskrives langvarig eksponering for fine partikler (PM2,5) i luften.

I undersøgelsen indgår data fra 68 epidemiologiske studier med omkring 25 millioner mennesker i 22 lande, og analyser viser en signifikant sammenhæng mellem PM2,5 og risikoen for at udvikle astma.

”Vi vurderer, at næsten en tredjedel af globale astmatilfælde i 2019 kan tilskrives langvarig PM2,5-eksponering, svarende til 63,5 millioner eksisterende tilfælde og 11,4 millioner nye tilfælde. I Tyskland kan forureningen have været skyld i 11 procent nye astmatilfælde, hvilket svarer til 28.000 personer. Vi oplever også, at risikoen for astma forbundet med PM2,5 er meget højere hos børn end hos voksne, hvilket afspejler den aldersrelaterede sårbarhed,” udtaler studiets førsteforfatter Ruijing Ni, postdoc ved Max Planck Institut for Kemi, i en pressemeddelelse, hvor hun peger på, at børn vurderes at være særligt sårbare over for luftforurening på grund af deres endnu ikke fuldt udviklede lunge- og immunsystem, hvilket kan øge deres risiko for luftvejssygdomme, inflammation og allergi.

Ved at bruge disse data etablerede forskerholdet eksponerings-responskurver for astma hos børn og voksne, som tydeliggør sammenhængen mellem PM2,5-eksponering og astmarisiko. Ydermere integrerede forskerne data fra både høj- og lavindkomstlande, hvilket gør resultaterne anvendelige på globalt niveau og viser, at befolkninger i lav- og mellemindkomstlande (LMICs) udsættes for større koncentrationer af luftforurening og derfor bærer en uforholdsmæssig stor byrde af astmatilfælde.

Opfordrer til politisk handling

Professor Yuming Guo fra Monash University, Melbourne, Australien, som deltog i studiet, fremhæver vigtigheden af disse kurver til at kvantificere den globale sundhedsrisiko ved eksponering af fine partikler og beregne de potentielle sundhedsgevinster, der kan opnås ved at reducere luftforurening gennem politiske tiltag.

Forskerne understreger nødvendigheden af lovgivning og politiske handlinger til at bekæmpe luftforurening samt opfordrer til personlige beskyttelsestiltag som brug af masker.