Imponerende resultater: Hver fjerde med lokalavanceret pMMR-rektumcancer kan undgå operation
Total neoadjuverende behandling (TNT) med kemostråleterapi kan skåne cirka hver fjerde med lokalavanceret pMMR-rektumcancer for operation. Det er meget imponerende resultater, der vil få betydning for danske patienter, vurderer overlæge Laurids Østergaard Poulsen.
Resultaterne stammer fra det italienske fase II-forsøg NO-CUT, som blev præsenteret på Presidential Symposium ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2024 (abstract #509O).
Forsøget inkluderede 180 patienter med lokalavanceret pMMR-rektumcancer og havde til formål at undersøge, om det er sikkert at undlade at operere patienter, som opnår klinisk komplet respons (cCR) på TNT bestående af fire serier CAPOX efterfulgt af lang strålebehandling over fem uger.
46 af de 180 patienter (25,5 procent) opnåede cCR på TNT og blev derfor inkluderet i gruppen, som ikke blev opereret (non-operative management, NOM), mens de resterende patienter blev opereret (rectal surgery, ReSu).
Det primære endemål var 30-måneders fjernrecidivfri overlevelse (DRFS30), og det opnåede 96,9 procent i NOM-gruppen og 74 procent i ReSu-gruppen. Median opfølgning var henholdsvis 26 og 10 måneder.
”Det er meget imponerende resultater, især fordi vi har at gøre med patienter med lokalt fremskreden kræft, hvor man må forvente, at en vis andel får tilbagefald,” siger Laurids Østergaard Poulsen, ph.d. og overlæge på Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.
”Vi har set indikationer på det i mindre studier, men det her er det første randomiserede studie, som bekræfter, at det er sikkert at undgå operation, hvis vi opnår komplet respons med TNT,” siger han.
Flere vil undlade operation
Herhjemme er TNT standard, men indtil videre kun som forbehandling før operation.
”Vi oplever også – som i det italienske studie – at 25 til 30 procent opnår cCR på TNT, men herhjemme har vi ikke turdet undlade operation. Med studiet her har vi god evidens for at informere patienter med cCR om, at risikoen for tilbagefald er meget lav, hvis de fravælger operationen,” siger Laurids Østergaard.
Han fortæller også, at der blandt læger herhjemme har været en konservativ tilgang og en skepsis over for at undlade operation, men at han forventer, at studiet vil gøre flere klinikere trygge ved at informere om muligheden for at undgå operation, og at flere patienter vil tage imod den.
CtDNA forudsiger respons
Et andet formål med studiet var at forsøge at identificere biomarkører, som kan forudsige sandsynligheden for cCR hos patienter, der får TNT. Analyserne pågår stadig, men indtil videre kan forskerne konkludere, at ctDNA korrelerede med cCR og DRFS hos de første 77 patienter.
”Det er meget interessant, for i dag kan vi godt stå i den situation, at kikkertundersøgelsen viser, at kræften er væk, mens scanningen giver mistanke om, at der er noget tilbage. I det tilfælde kan en ctDNA-blodprøve være et tredje værktøj, der vil kunne styrke os i at tage den rigtige behandlingsbeslutning,” siger Laurids Østergaard Poulsen.
Organbevarende strategier
I de senere år kan man spore en trend med forsøg med organbevarende strategier til patienter, der opnår klinisk respons på neoadjuverende behandling. Tidligere i år, på det amerikanske onkologiske selskabs årsmøde ASCO 2024, blev der præsenteret data fra et amerikansk fase II-forsøg med 41 patienter med lokalavanceret dMMR-rektumcancer, som blev behandlet med PD-1-hæmmeren Jemperli (dostarlimab). Ved data-cutoff var samtlige patienter kræftfrie og uden behov for operation.
I Danmark igangsatte man i 2022 RESET-R, et multicenter fase II-forsøg, hvor samme patientgruppe får tilbudt en eller to serier dobbeltimmunterapi med Yervoy (ipilimumab) og Opdivo (nivolumab) up front. Målet er også her at opnå komplet klinisk respons og dermed forebygge operation.