Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Statiner er forbundet med mildere sygdomsforløb hos IBD-patienter

UEG-WEEK: Patienter med kroniske inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), som tager statiner, har mindre risiko for operation, hospitalsindlæggelse og sygdomsudbrud.

Det viser resultater fra et svensk studie, som blev præsenteret på en late breaking session på UEG Week 2024 – det europæiske gastroenterologiske selskabs årsmøde.

De svenske forskere har lavet et registerstudie, hvor de inkluderede data fra 2006 til 2020 på knap 20.000 svenske patienter over 18 år med colitis ulcerosa og knap 13.000 patienter med Crohns sygdom. Af disse udgjorde statinbrugerne 1.733 patienter med colitis ulcerosa og 962 patienter med Crohns sygdom. Medianalderen for opstart på statiner var 61 år for colitis og 59 år for Crohns. Den gennemsnitlige opfølgningstid var 3,4 år efter start på statiner.

Målet med studiet var at sammenligne udviklingen i sygdomsforværring for statinbrugere over for ikke-statinbrugere målt på IBD-relaterede operationer, hospitalsindlæggelser og sygdomsudbrud.

Resultaterne viser, at både statinbrugere med colitis ulcerosa og Crohns sygdom havde en markant reduceret risiko for IBD-relaterede operationer (adjusted hazard ratios på henholdsvis 0,55 [95% CI: 0,31-0,97] og 0,54 [95% CI: 0,33-0,88]). Desuden havde statinbrugere med colitis ulcerosa en reduceret risiko for hospitalsindlæggelse (0,68 [95% CI: 0,51-0,91]) og opblussen af sygdommen (0,86 [95 % CI: 0,77-0,97]).

Confoundere mudrer billedet

Ved præsentationen af resultaterne på UEG Week sagde Anders Forss fra Karolinska Instituttet i Sverige, at forskerne bag studiet var opmærksomme på en række confoundere, som de ikke havde haft mulighed for at kontrollere for. Blandt andet har de ikke haft adgang til oplysninger om, hvorfor IBD-patienterne tog statiner. Det kunne for eksempel være, at nogle patienter på statiner havde fået en blodprop i hjertet, der gjorde dem uegnede til at få en operation for deres tarmsygdom, hvilket kunne have betydet færre IBD-operationer i gruppen på statiner. Forskerne havde heller ikke informationer om sværhedsgraden af tarmsygdommen hos den enkelte patient, og hvordan det kunne påvirke effekten af statiner.

”Alligevel mener vi, at man bør medtænke de positive effekter af statiner på sygdomsforløbet for kronisk inflammatoriske tarmsygdomme, når man overvejer at udskrive kolesterolsænkende medicin til IBD-patienter,” sagde Anders Forss.

”Desuden er det vigtigt at forske videre i området, så vi kan får afklaret, hvilke mekanismer der kan forklare statiners effekt på forløbet af IBD – og hvad der kan forklare de forskellige effekter på henholdsvis colitis ulcerosa og Crohns sygdom.”