Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Region Syd gør behandling nemmere med app-løsning

Efter flere vellykkede forskningsprojekter mellem Region Syddanmark og virksomheden Monsenso, der udvikler it-hjælpemidler til mennesker med psykiske lidelser, har regionen nu besluttet at implementere disse løsninger som et fast element bredt i hele psykiatrien.

Hjælpemidlerne er typisk en app til patientens telefon med et tilknyttet computerbaseret program til klinikerne. Lige nu er der 25 klinikere på tværs af regionen, som benytter it-løsningen mHealth som et supplement i behandlingen af patienter som er diagnosticeret med depression, angst, skizofreni, borderline, bipolare lidelser eller personlighedsforstyrrelser. mHealth giver klinikerne nu adgang til patienternes historiske data og gør det nemmere at træffe beslutning om den rette behandling.

Tidligere har Monsensos løsning været benyttet i forbindelse med forskningsforsøg udført af Telepsykiatrisk Center i Region Syddanmark. Her siger afdelingschef Claus Færch:

”Vi er optaget af at styrke patienternes engagement i deres behandling, og denne teknologi kan hjælpe behandlerne til at tracke og opdage flere nuancer i den enkelte patients sindstilstand. Vi ønsker at benytte denne teknologi som et supplement til den behandling, vi allerede tilbyder patienterne, og det er planen, at endnu flere klinikere inden længe skal kunne benytte løsningen.”

Dobbelt loop model

Monsensos mHealth løsning er baseret på en dobbelt loop behandlingsmodel. Det første loop består af en smartphone app, der fungerer som et redskab til selvmonitorering, hvilket kan give patienterne indsigt i, hvordan deres handlinger påvirker den psykiske lidelse.

Patienterne kan benytte app’en til løbende at selv-evaluere deres adfærd, ved for eksempel at indtaste hvor mange timer de har sovet. Derudover indsamler app’en data via sensorer og sender nyttige notifikationer til både patient og kliniker, når patienten registrerer en adfærd, som potentielt kan fremkalde symptomer på lidelsen.

Det andet loop i behandlingsmodellen involverer klinikeren, der kan tilgå systemet via en web-portal, som løbende synkroniseres med patientens mobile app. Det, at der sker en løbende synkronisering giver klinikeren mulighed for altid effektivt at kunne tilgå de data, som patienten løbende indsamler via sin smartphone.