Vi har fået en regering, som ikke tror på lægerne

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Danske Regioner: Medicinrådet kan stå for at rådgive praksislæger

Danske Regioners bestyrelse foreslår at flytte rådgivningen om medicin til praktiserende læger væk fra Institut for Rationel Farmakoterapi og til Medicinrådet. 

Regionernes lægemiddelkomitéer vil så sammen med regionernes lægemiddelenheder kunne følge op på implementering af anbefalingerne, mener regionerne.

750.000 mennesker anvender mere end fem lægemidler om dagen. Det svarer til 13 pct. af befolkningen. Forrige år steg vores samlede forbrug af medicin med 4,1 procent, og det er den største stigning, regionerne har oplevet siden 2010. For personer over 75 år er over halvdelen - 54 procent - polyfarmacipatienter.

Det fører nu til, at Danske Regioners bestyrelse har vedtaget at arbejde videre med 17 forslag på medicinområdet for at sikre bedre kvalitet og forsyningssikkerhed. Flere af forslagene handler om at sikre, at praktiserende læger skal have mere rådgivning om medicin og understøttes i øget opmærksomhed på patienternes medicinforbrug.

"Praktiserende læger har stor viden om medicin, men har måske ikke altid tiden og overblikket, der skal til. Og vi kan se, at når de henviser patienter til polyfarmaciklinikker, så kan patienternes forbrug blive sat ned. Vi vil gerne sikre, at danskerne får medicin, når det giver dem øget livskvalitet. Medicin redder og forlænger liv hver dag, men større doser og flere medikamenter i længere tid er ikke altid den bedste løsning," siger Karin Friis Bach, sundhedsudvalgsformand i Danske Regioner. Hun peger bl.a. på, at samspillet mellem forskellige præparater kan være uheldig, så effekten udebliver og giver ekstra bivirkninger.

"Polyfarmaci kan f.eks. føre til svimmelhed, som kan føre til faldulykker og indlæggelse. Det kan hurtigt blive en nedadgående spiral, og der er stort potentiale i at undgå mange indlæggelser ved at komme overmedicinering til livs. Når større og større mængder medicin hverken gavner patientens velbefindende eller samfundets pengepung, så er der grund til at kaste et kritisk blik på vores store forbrug," siger hun.

Flere af regionernes forslag handler om at sikre, at praktiserende læger skal have mere rådgivning om medicin og understøttes i øget opmærksomhed på patienternes medicinforbrug. Blandt forslagene er f.eks.:

  • De almen praktiserende læger skal understøttes i øget opmærksomhed på patienternes medicinforbrug
  • Patienter og læger skal sikres mere og bedre viden om medicin
  • Rådgivning til læger om medicin samles ét sted

Når lægen sætter patienten i behandling med et lægemiddel, så bør der foreligge en plan for, hvornår og hvordan behandlingen skal afsluttes, hedder det bl.a. i regionernes rapport "Det gode liv med effektiv brug af medicin".

I primærsektoren anmelder ”Indsatser for Rationel Farmakoterapi” (IRF) under Sundhedsstyrelsen nye lægemidler, som kan blive brugt af de praktiserende læger i almen praksis, og IRF udarbejder desuden rekommandationslister, som skal understøtte de praktiserende læger i valget mellem lægemidler. Men IRF tager ikke højde for pris og tilskudsstatus, og set i lyset af de sidste års udvikling, hvor mængdeforbruget og udgifterne til tilskudsmedicin er vokset markant, så er der "et stort behov for at styrke rådgivningen omkring anvendelsen af tilskudsberettigede lægemidler i primærsektoren", hedder det også i rapporten.

"Her er rådgivningen nedprioriteret siden Institut for Rationel Famakoterapi for mange år siden ophørte med at eksistere som uafhængigt institut. Det foreslås derfor at flytte rådgivnings- opgaven fra Sundhedsstyrelsen (IRF) til regionerne. I den forbindelse kan det overvejes, om opgaven naturligt kan placeres i Medicinrådet. Regionernes lægemiddelkomitéer vil sammen med regionernes lægemiddelenheder kunne følge op på implementering af anbefalingerne," skriver regionerne.

Medicinrådet har tidligere klaget over stort arbejdspres. Har rådet ikke nok at lave?

Karin Friis Bach: "Jo, det er klart, at hvis Medicinrådet skal have opgaven, så skal der følge ekstra ressourcer med. Men vi synes, at det lægger godt i tråd med, hvad rådet laver nu, hvor de bl.a. også laver behandlingsvejledninger."

Men der er ingen praktiserende læger eller praksis-eksperter med i Medicinrådet i dag. Forestiller du dig, at der skal komme det?

"Jeg ved ikke, om der decideret skal praktiserende læger med i rådet, men det vil under alle omstændigheder være naturligt at involvere dem. Vi er dog ikke gået i detaljer med den konkrete organisering endnu."

Læger er postive

Praktiserende læge og næstformand i Lægeforeningen, Anna Mette Nathan, hilser regionernes forslag velkomment.

"Det er rigtig dejligt, at regionerne sætter fokus på medicinrådgivning. Vores egen fornemmelse er, at IRF ikke længere har den nødvendige tyngde, efter at det blev lagt under Sundhedsstyrelsen. Hvis Medicinrådet afsætter de nødvendige ressourcer og lægefaglige kompetencer, tror vi ikke, at det er umuligtl, at rådet kan løfte opgaven med at rådgive almen praksis. Det er utrolig vigtigt med uafhængig medicinrådgivning. Vi praktiserende læger er opmærksomme på problemet med polyfarmaci og gennemgår medicinlisten ved f.eks. årskontroller, men vi savner uvildig rådgivning om seponering og interaktioner, specielt i forhold til ældre patienter. Vi ved jo en del om f.eks. statiner ved kolesterolforhøjelse, men vi savner viden om andre lægemidlers interaktioner, og hvornår seponering er hensigtsmæssig," siger hun.

Regionale data

Regionerne ønsker også at kunne anvende regionale data i kvalitetsarbejdet. Det kan de ikke i dag, og det betyder af lægemiddelenheden i regionen ikke kan oplyse de praktiserende læger om, hvilke patienter der er polyfarmacipatienter. Eller gøre læger opmærksom på, at han eller hun har bestemte patienter, som for for meget af et givent præparat.

Regionerne skriver i rapporten, at Danske Regioner vil drøfte med Praktiserende Lægers Organisation, hvordan arbejdet med medicin kan styrkes i det kvalitetsarbejde, som foregår i klyngerne. Regionernes kvalitetsenheder hjælper i forvejen klyngerne med træk og bearbejdning af data, herunder medicindata, lægemiddelrådgivning m.v.

"Sundhedsdatastyrelsen bør samtidigt understøtte dette arbejde med udvikling af en løsning i it-systemet Ordiprax+, der giver de praktiserende læger mulighed for eksempelvis at identificere patienter med stort medicinforbrug med henblik på at prioritere medicingennemgang, der hvor behovet er størst," hedder det i rapporten.

Regionernes 17 bud på bedre og mere effektivt medicinforbrug

Mere kvalitet i lægemiddelbehandlingen

  1. Mere fokus på medicingennemgang og stop af uhensigtsmæssig behandling

  2. De almen praktiserende læger skal understøttes i øget opmærksomhed på patienternes medicinforbrug

  3. Patienter og læger skal sikres mere og bedre viden om medicin

  4. Rådgivning til læger om medicin samles ét sted

  5. Bedre mulighed for anvendelse af data i kvalitetsarbejdet

Bedre medicinpriser og effektiv udlevering af medicin

  1. Patienterne skal have mulighed for at betale deres medicin i lige store rater

  2. Mere sundhed for pengene gennem hyppigere revurdering af medicintilskud

  3. Der skal indføres et referenceprissystem, som kan give lavere medicinpriser

  4. Bedre leveringssikkerhed for patienterne og bedre ressourceudnyttelse

  5. Patienter skal betale mindst muligt og ikke gå forgæves på apoteket

  6. Der skal lægges et loft over prisstigninger, så vi undgår store prishop på medicin

  7. Bedre patientsikkerhed gennem indførelse af generisk ordination

  8. Patienter skal ikke have øgede medicinudgifter, når lægemiddelbehandling flyttes fra sygehuset til det nære sundhedsvæsen

Internationalt samarbejde og større forsyningssikkerhed

  1. Regionerne vil påvirke EU mod at sikre mere rimelige medicinpriser og bedre forsyningssikkerhed

  2. Amgros skal undersøge muligheden for at indgå flere fælles indkøbsaftaler med andre lande

  3. Der skal opbygges lagre med forsyningskritiske lægemidler

  4. Dialog med virksomheder om lægemiddelforsyning

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter

Topup nb

OPEN

Hallo