Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Nyt udvalg i Danske Regioner skal sikre udviklingen af det nære sundhedsvæsen

Danske Regioners bestyrelse nedsatte på sin generalforsamling torsdag et nyt politisk udvalg for det nære sundhedsvæsen.

Udvalget består af regionale politikere, der alle er valgt ind i et af de fem regionsråd ved regionalvalget i 2021. 

"Vi hverken kan eller skal overlade udviklingen af det nære sundhedsvæsen til kommunerne – eller praksis for den sags skyld," siger den nye regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc.) til Sundhedsmonitor.

"Det bliver udvalgets vigtigste opgave at sætte retning for omstillingen af det regionale sundhedsvæsen til at være endnu mere sammenhængende for alle de patienter, der har brug for hjælp fra både egen læge, kommunen og hospitalet," siger Anders Kühnau.

Samtidig får udvalget til opgave at føre store dele af initiativerne fra den kommende sundhedsreform ud i livet. Heriblandt opbygningen af den nye tværsektorielle struktur med sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsklynger. 

Politikerne i udvalget skal helt konkret diskutere og beslutte, hvordan sundhedsklyngerne løser opgaven, så patienterne oplever en god og mærkbar forskel:

"Det er vigtigt for os, at de nye sundhedsklynger kommer godt i gang. Det er især de svækkede ældre og de mange mennesker med en eller flere kroniske sygdomme, som har brug for at der bliver skabt nogle samarbejder, som lever op til vores fælles ansvar på tværs af sektorerne," siger Anders Kühnau.

Et andet emne for udvalget for det nære sundhedsvæsen handler om at flytte sundhedstilbuddene tættere på borgerne, fortæller den kommende formand:

"Udvalget skal se på nye muligheder for telemedicin og behandling i ens eget hjem. For det ved vi, at mange patienter foretrækker. Kort sagt skal politikerne i udvalget diskutere alle muligheder for at tilpasse sundhedsvæsenet til den enkeltes behov for nærhed. Ligesom de skal sikre, at de gode løsninger og erfaringer bliver delt mellem regionerne."

De resterende somatiske dele af sundhedsområdet dækkes fortsat af sundhedsudvalget med undtagelse af ansvaret for aftaler på praksisområdet, som er placeret hos Løn- og Praksisudvalget.