Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Søn af PLO-formand vil ikke være formand selv: Jeg vil have tid til mine patienter

Anders Dupont

Læge Anders Dupont er nyt medlem af hovedbestyrelsen i PLO. Han er søn af tidligere PLO-formand Michael Dupont, men nyder arbejdet i en solopraksis for meget til selv at drømme om at blive formand en dag.

Det fortæller han, efter at han på opfordring fra PLO-Hovedstaden og lidt betænkningstid nu indtræder i PLO’s hovedbestyrelse som yngste medlem.

Hans relativt unge alder på 40 år er ifølge ham selv en af grundene til, at Peder Relstad fra PLO-Hovedstaden opfordrede ham til at stille op i den centrale bestyrelse:

”Som nynedsat for fem år siden kender jeg til nogle af de barrierer og de udfordringer, der er tilknyttet ens liv som ny praktiserende læge. Det perspektiv kan jeg blandt andet bidrage med,” siger Anders Dupont, der har været praktiserende i fem år og del af PLO’s repræsentantskab i to år.

Den unge læge har solopraksis beliggende i Ballerup uden for København og her har han det som en fisk i vandet.

”Vi snakker meget i PLO og i den øvrige sundhedsdebat om rekruttering og fastholdelse. Det er blevet en central problematik, om vi kan overbevise unge læger om værdien i at eje egen virksomhed. Jeg synes, det er fedt at være selvstændig. Så det kan jeg bidrage med. Jeg kan som ung bidrage med en fortælling om, at man kan lægge lønmodtager-tankegangen væk,” fortæller han.

Mærkesag: IT skal understøtte og hjælpe

Anders Dupont fremhæver IT som noget af det, også PLO vil skulle arbejde indgående med i fremtiden. Han understreger, at meget af arbejdet med dataindsamling allerede er godt i gang, og at der allerede høstes data inden for eksempelvis KOL og diabetes takket være RKKP-databaserne, og at dataindsamling om hjertesvigt og depression også er på vej. Anders Dupont håber at indtræde i Digitaliseringsudvalget.

”Vi får mange henvendelser fra interesserede parter fra sygehuse, industri og universiteter,  og det skal ikke blive for tungt. Vi skal sørge for, at det kommer den enkelte patient til gode,” siger Anders Dupont.

Han minder om DAMD-databasen, hvor myndighederne ulovligt storhøstede sundhedsoplysninger om alle borgere i kontakt med almen praksis. Sagen kom i offentlighedens bevågenhed omkring 2015, og PLO og Lægeforeningen udtalte dengang, at sagen havde forvoldt skade på tilliden mellem læger og patienter.

Allerede fra omkring 2013 begyndte der at rejse sig kritik af DAMD-databasen blandt praktiserende læger. Bekymringerne gik ifølge Altinget på, at data kan blive videresolgt til private firmaer eller brugt til kontrol af lægerne i tilfælde af konflikt mellem de praktiserende læger og regionerne. Databasen blev erklæret ulovlig, da der ikke var juridisk grundlag for at samle patientoplysningerne i en central database.

Anders Dupont vil med sæde centralt i PLO i stedet arbejde for, at IT og dataindsamling finder sit rette leje, hvor teknologien kan lette hverdagen for både læger og patienter. Han nævner gentagne gange regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) som en farbar vej.

”IT er en støtte i hverdagen, når jeg eksempelvis kan slå op i en diabetesdatabase og se, hvornår en potentielt udsat borger sidst har fået målt sit blodsukker. Og ja, vi skal bidrage til forskning og udvikling, men det skal ikke tynge os for meget. Jeg er interesseret i IT, når det kan understøtte og hjælpe,” siger Anders Dupont.   

Et velkendt efternavn

Anders Duponts far, Michael Dupont, var involveret i arbejdet med den kontroversielle DAMD-database, men gik på fagpolitisk pension i 2018 for at hellige sig lægelivet i Birkerød. Fra 2003 til 2009 var Michael Dupont formand for PLO, og han har også været opstillet til kommunalvalget i Rudersdal kommune for Radikale Venstre. Dupont den ældre har ligeledes været medlem af Lægeforeningens bestyrelse og udnævnt til både næstformand (2015-2018) og udvalgsformand i Lægemiddel- og Medikoudvalget. Også Michael Duponts forældre var praktiserende læger.

Tager du noget med fra din far?

”Nej, overhovedet ikke,” svarer Anders Dupont. Han uddyber:

”Jeg blev opfordret til at stille op og vil skabe min plads i bestyrelsen i mit eget billede. Uafhængigt af min far og andre bestyrelsesmedlemmer. Min far og jeg er mest sammen som familie. Han ringede og sagde tillykke med bestyrelsesposten, og jeg tror, han synes, det er sjovt, men ellers er der ikke noget.”

Vil du også være formand en dag?

”Jeg sidder i en solopraksis, og jeg vil have tid til at se mine patienter. Jeg tror ikke, man kan have en solopraksis, som jeg har, og så være PLO-formand. Det kræver radikal forandring, og det har jeg ikke lyst til. PLO-møder ligger om eftermiddagen og om aftenen, og sådan ønsker jeg det. Det er arbejdet i praksis, der er det mest givende og som udgør fundamentet,” svarer Anders Dupont.