Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Danske Regioner afviser PLO-Sjællands informationer om ulighedspulje

Danske Regioner genkender ikke forholdene, som Camilla Høegh-Guldberg beskriver omkring ulighedspuljen i forbindelse med den nye økonomiaftale.

PLO-Sjælland-formanden hævder, at hele den ekstra pose penge bliver sendt direkte i retning af hospitalerne og ikke den primære sektor. Det har PLO ifølge Camilla Høegh-Guldberg fået oplyst af Danske Regioner.

Danske Regioner har reageret og skriver i en kommentar til Medicinsk Tidsskrift:

”Danske Regioner har ikke oplyst til PLO, at de ekstra 100 millioner bliver sendt direkte i retning af hospitalerne. Der er ikke i forbindelse med økonomiforhandlingerne drøftet, hvad pengene skal gå til i de to regioner, men puljen er sat af ud fra en erkendelse af, at de to regioner har ekstra omkostninger som følge af lægedækningsproblemer generelt. Det er op til de enkelte regioner, hvordan de anvender pengene, og kan både være i praksis og på sygehusene. Pengene er sat af, så de to regioner deler de 100 mio. kr. i 2025. Fra 2026 fordeles pengene til alle regioner efter den vante bloktilskudsnøgle.”

Hertil replicerer Camilla Høegh-Guldberg kortfattet i en mail:

"Det kan kun glæde mig, hvis der i dette tilfælde skulle være tale om en kommunikationsbrist og ser i så fald frem til, at flere af de i artiklen skitserede håb kan realiseres i Region Sjælland." 

PLO Sjælland-formanden fastholder dog sin tillid til, at de oplysninger, hun baserede sin kritik på, var korrekte, tilføjer hun over for Medicinsk Tidsskrift.