Birgitte Ries Møller og Morten Svenning Nielsen finder forslaget hhv. mystisk og ærgerligt.
PLO-læger om muligt hævet loft til FAPS-læger: Det er et underligt signal at sende
Venstre har til Region Syddanmarks forretningsudvalgsmøde 14. august foreslået, at praktiserende speciallæger i Region Syddanmark fritages for den forhadte knækgrænse. Forslaget vækker undren hos praktiserende læger, som føler sig forbigået.
Regionsrådsformand Bo Libergrens parti, Venstre, foreslår, at der indgås aftale om, at knækgrænsen for praktiserende speciallæger ophæves i 2024. Det skal ske med udgangspunkt i den praktiserende speciallæges omsætning for 2023, hvor alt, der ligger over denne omsætning, tilskrives merarbejde og friholdes for den økonomiske ramme. Regionerne er i aftalen med regeringen om regionernes økonomi for 2025 tilført samlet 600 millioner kroner i indeværende år, hvilket for Venstre betyder, at der er økonomisk dækning for en ekstraordinær engangsindsats.
Speciallægerne jubler over forslaget, der endnu mangler godkendelse til regionsrådsmødet den 26. august.
Baggrunden for forslaget er ifølge Venstre dels de urimeligt lange ventetider, der i øjeblikket er inden for adskillige specialer i speciallægepraksis, dels at speciallægepraksis står til at udnytte den økonomiske ramme fuldt ud og derfor må reducere aktiviteten i den resterende del af året, hvis forslaget ikke vinder gehør til regionsrådsmødet den 26. august.
Birgitte Ries Møller har almen praksisklinik i Odense og er formand for PLO-Syd.
Hun finder det mystisk, at der er et stort problem med budgetoverskridelser i almen praksis, samtidig med at praktiserende speciallæger kan blive fritaget for et økonomisk loft, når de fakturerer regionen for deres ydelser.
”Det er et underligt signal at sende, at man gerne vil investere i speciallæger, men ikke i almen praksis. Alle bliver ved med at sige, at man skal udbygge almen praksis, men der sker ingenting, og det er det her forslag endnu et eksempel på. Så længe vi er låst af et økonomiloft, kan vi ikke udvikle os,” siger Birgitte Ries Møller.
Hun glæder sig dog over, at forslaget fra Venstre kan give hendes patienter større mulighed for hjælp fra en speciallæge, hvor ventetiden i regionen eksempelvis er i gennemsnit 27 uger for plastikkirurger og 11 uger for øre-næse-halslæger.
PLO-lokalformanden nævner en lokalaftale omkring fakturering for billeddiagnostik, som for nylig er blevet opsagt i Region Syddanmark. Praktiserende læger kan ikke længere fakturere for eksempelvis huddiagnostik, hvor patienten har sendt deres læge egne billeder ad elektronisk vej med henblik på hurtig, men for lægen tidskrævende diagnostik.
”Det er jo bare ét eksempel på, at de har taget penge fra os, og givet dem til speciallægerne,” siger Birgitte Ries Møller.
PLO-medlem: Regionerne har almen praksis i et voldeligt jerngreb
Morten Svenning Nielsen er medlem af PLO-Syd og ligeledes praktiserende læge i Odense. Han kommenterer på LinkedIn, at det ”kunne være spændende hvis regionerne var lige så visionære når det kommer til almen praksis (som når det gælder de praktiserende speciallæger, red.). I en tid hvor sygehusene, næsten ukritisk, helt uaftalt flytter opgaver ud til de praktiserende læger i en lind strøm, fastholder man stadig det økonomiske jerngreb om almen praksis.”
Morten Svenning Nielsen uddyber over for Medicinsk Tidsskrift, at der simpelthen er brug for flere penge generelt til hele sundhedsområdet, for svaret er for ham at se ikke, at speciallæger og praktiserende læger skulle have delt det ekstra beløb i to lige store bidder.
”Det er altid svært med en fordelingsdiskussion. Udfordringen med regionerne er, at de arbejder inden for en nulsumløsning. Men politisk må man erkende, at behovet for sundhedsydelser er stigende. Skal man dele pengene i to? Nej, man må finde flere penge, så man kan levere på alle fronter. Der er hele tiden nye opgaver, der ender hos os, bare tænk på opfølgninger for forskellige kræftlidelser, udover dem vi har aftalt i overenskomsten, som man har besluttet, at vi skal tage. Tænk på Wegovy, som afstedkommer over 100.000 ekstra årlige konsultationer. Tingene skrider ud til os uden medfølgende midler, og uden aftale, og der er også et kæmpe pres fra kommunerne, fordi de har et tiltagende dokumentationskrav, som det bliver os, som skal levere på. Det kan være ændringer i det fælles medicinkort eller referenceintervaller for blodprøver. Alt det bliver vi også presset på, uden at det medfører en øget økonomisk ramme.”
Morten Svenning Nielsen fortæller, at han får en ”’battered wife’-følelse, når han ser, at de andre speciallæger får flere penge, og praktiserende læger ikke gør. Han refererer her til et syndrom, hvor kvinder udviser en form for accept af deres voldelige partnere og bliver hos dem på trods af gentagent misbrug.
”Regionerne ved jo godt, at vi skal holde åbent 8-16, vi kan ikke lukke vores klinik eller afvise patienter på samme måde som praktiserende speciallæger, der ofte lukker deres klinik helt eller delvist ned, når de nærmer sig knækgrænsen. Patienterne skal have mulighed for at booke os, og vi er forpligtet til at se dem inden for fem dage, uanset hvor mange opgaver vi skal overtage fra andre, så vi er på en måde låst fast,” siger Odense-lægen.
Morten Svenning Nielsen fortsætter:
”Og det mest ærgerlige er, at hvis vi ikke skulle sidde på vores hænder grundet loftet, så kunne vi løse en lang række sundhedsopgaver bedre end både speciallægerne og sygehusene, fordi vi kender vores patienter og vi er tæt på, hvor de bor”.
Medicinsk Tidsskrift: Men hvis I skal aftage alt det, som I mener jer i stand til, bliver I så ikke for hårdt pressede? Der er vel i forvejen udbredt fatigue i jeres fag?
”Vi er pressede, men vi også er for få. Men var der en økonomisk ramme, som gjorde, at man kunne ansætte flere, ville det være anderledes. Mange klinikker kunne godt bruge en medarbejder mere, men hvis vi rammer et omsætningsloft, så står vi pludselig med en medarbejder, som vi bliver nødt til at afskedige, og det er omkostningstungt og ubehageligt for alle parter. Man ekspanderer ikke, når man ikke ved, om man er købt eller solgt. Men med en øget ramme kunne vi gradvist påtage os mere. Det kommer ikke som en tsunami i Thailand, men som en rislende bæk i en skov. Så det er egentlig op til politikerne: Vil man have en stagnerende almen praksis eller en praksis i udvikling?”
En opdateret prognose for aktiviteten i almen praksis, inklusive tal fra juni og juli, viser ifølge PLO en overskridelse af den økonomiske ramme for almen praksis i 2024 på 0,8 procent, svarende til 81 millioner kroner. Det er stort set uændret i forhold til seneste prognose, der på baggrund af tallene til og med maj viste en overskridelse også på 0,8 procent, svarende til 73 millioner kroner.
Regionsrådsformand Bo Libergren (Venstre) svarer:
"Jeg synes, PLO-Syddanmark kommer til at blande tingene sammen her. Der er tale om to forskellige ting.
Det, vi foreslår i forhold til de praktiserende speciallæger, er en midlertidig, særlig indsats i Region Syddanmark, der kun gælder for resten af 2024. Formålet er at nedbringe ventetiderne for en gruppe patienter, hvor ventetiden desværre er blevet længere, end det er rimeligt. Tiltaget skal altså komme patienterne til gavn. Det kræver en ekstraordinær stor indsats at få ventetiderne nedbragt, når der først har opbygget sig en ventetidspukkel, og det forventer vi, at speciallægerne kan få mulighed for med denne særlige indsats, og det er naturligvis vores håb, at speciallægerne vil udnytte denne mulighed. Ved årsskiftet vil tingene gå tilbage til de normale styringsmekanismer.
Det, PLO-Syddanmark argumenterer for, er et permanent løft i økonomirammen. Det er ikke forhandlinger, der foregår lokalt i de enkelte regioner, men forhandles nationalt i overenskomstforhandlingerne, som netop er i gang.
I den forbindelse vil det måske være rimeligt at nævne, at regionerne i de seneste to overenskomstperioder har investeret massivt i almen praksis. Fra 2017 til 2024 har regionerne investeret samlet 1,1 milliarder kroner ekstra i almen praksis. Det er en årlig vækst i almen praksis, som ligger betydeligt over væksten på sygehusene, og som har betydet, at der i dag er væsentligt flere medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund ansat i almen praksis end i 2017. Samtidig er det med sundhedsreformen fra 2022 vedtaget, at kapaciteten i almen praksis skal udbygges over de kommende år. Målet er, at der i 2035 er 5.000 praktiserende læger i Danmark. Det er 1.500 flere praktiserende læger end i dag. Det forventes, at denne udbygning af almen praksis alene vil medføre en investering i almen praksis på 3,6 milliarder kroner over de kommende år.
Jeg anerkender fuldt ud, at de praktiserende læger har travlt og løser rigtigt mange opgaver. Og i takt med, at der kommer flere praktiserende læger, vil de komme til at løse endnu flere opgaver, for mange opgaver løses bedst i det nære sundhedsvæsen. Men jeg har svært ved at genkende Morten Svenning Nielsens billede af, at almen praksis ikke kompenseres herfor."