
"Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en vanskelig forhandling, hvor vi har måttet kæmpe for hver en lønkrone, men jeg synes, vi er landet med en tilfredsstillende aftale på løndelen. Det håber jeg også, medlemmerne synes," siger Krisitna Robins.
Overenskomst for konsultationssygeplejersker på plads
Forhandlingerne mellem Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening er landet i en aftale, der sikrer konsultationssygeplejerskerne en lønstigning i to omgange over de kommende to år.
Tirsdag 17. december blev Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening enige om en ny overenskomst, som løber frem til udgangen af november 2026.
Overenskomsten giver en økonomisk ramme på 8,40 procent frem mod den 30. november 2026.
Den nye aftale gælder fra 1. december i år, hvorfra den første lønstigning på 5,51 procent også gælder. Anden regulering på 2,87 procent træder i kraft den 1. december 2025.
0,02 procent af den økonomiske ramme går til bedre barselsvilkår, så medarbejdere, som får to eller flere børn, får ret til yderligere 13 ugers orlov med løn. Og medarbejdere, som bliver soloforælder, får ret til yderligere 10 ugers orlov med løn.
Kristina Robins, der er 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd og har været chefforhandler, siger til DSR om aftalen:
"Vi har indgået en overenskomst, der sikrer sygeplejerskerne en reallønsfremgang over de næste to år. Det er vi selvfølgelig tilfredse med. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en vanskelig forhandling, hvor vi har måttet kæmpe for hver en lønkrone, men jeg synes, vi er landet med en tilfredsstillende aftale på løndelen. Det håber jeg også, medlemmerne synes."
Med de to lønstigninger vil en sygeplejerske på løntrin 1 få en bruttolønstigning på 3.085 kroner pr. måned, mens en sygeplejerske på løntrin 2 vil få en bruttolønstigning på 3.500 kroner pr. måned. De ledende sygeplejersker får en bruttolønstigning på 4.105 kroner pr. måned.
Derudover reguleres individuelt aftalte tillæg også med de aftalte procentsatser. Ligesom pensionsbidraget stiger i takt med lønreguleringen.
Parterne blev ikke enige om forbedringer i forhold til uddannelse og kompetenceudvikling.
"Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi meget gerne ville have haft forbedringer i forhold til uddannelse og kompetenceudvikling med i aftalen, for det er der brug for med de stigende krav til sygeplejerskernes kompetencer og de nye opgaver, som blandt andet sundhedsreformen lægger op til. Det lykkes ikke i denne omgang, og det er jeg rigtig ærgerlig over," siger Kristina Robins.