
"Hvis et tilbud som det her kommer ind under sundhedsforsikringer eksempelvis, kan der komme en Legoland-ificering af lægesystemet. Jeg tror også, at tilbud om konsultationer om aftenen kan være forbundet med stor interesse hos mange,” siger Jes Søgaard.
Jes Søgaard: Private lægetilbud kan øge uligheden, men praksislægers frihed skal bevares
Lægerne Danmarks tilbud om egenbetalt tid hos en praktiserende læge uden for overenskomsten kan være interessant for rigtig mange danskere med penge på lommen, vurderer professor, sundhedsøkonom Jes Søgaard. Han tilføjer samtidig, at lovgivning og regulering næppe er svaret.
En forsker inden for ulighed i sundhed, professor og overlæge Morten Sodemann fra Odense Unviersitetshospital har på LinkedIn sagt tydeligt fra over for Lægerne Danmark.
Han ser en risiko for, at initiativet kan blive en forlomme for de velstillede på samme måde, som det har været genstand for heftig debat, at man i Legoland kan springe køen til forlystelserne over mod ekstra betaling.
"Er det her vejen frem i et lighedsorienteret velfærdssamfund? Hvordan kan det være lovligt? Er sundhedsvæsnet blevet til et LEGO-land?" spørger han på det sociale medie.
Professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet kalder udviklingen interessant.
Lægerne Danmark lyder i hans ører fint som et supplerende tilbud, der kan hjælpe turister og borgere på farten, der kan finde 750 kroner i deres budget til en enkelt konsultation. Men det kan også tiltrække mange andre kunder, som har lyst til at få en hurtig lægetid frem for telefonkøen hos egen læge.
Jes Søgaard kommenterer:
”En organisation af den her type vil sandsynligvis gerne have så stor efterspørgselsbasis som overhovedet muligt. Hvis et tilbud som det her kommer ind under sundhedsforsikringer eksempelvis, kan der komme en Legoland-ificering af lægesystemet. Jeg tror også, at tilbud om konsultationer om aftenen kan være forbundet med stor interesse hos mange. ”
Jes Søgaard minder i samme åndedræt om, at Danmark er et frit og liberalt land.
”Det er svært at komme den her type tiltag til livs via lovgivning. Det er næppe en vej, mange ønsker at gå. Jeg tror, at vi skal sikre, at vi har gode lægetilbud, hvis ikke uligheden skal eskalere. Danske praktiserende læger er meget bevidste om netop det, jeg har selv oplevet, at sekretæren hos min egen læge har spurgt ind til min tilfredshed, hvis der har været blot fem minutters telefonkø.”
Advarer mod lovgivning og ufrihed for praktiserende læger
Det vil være i PLO’s interesse, vurderer professoren, at være opmærksomme på udviklingen og sikre, at tiltag som Lægerne Danmark ikke udhuler det offentlige lægetilbud.
”Organisationer som den her kan gøre, at praktiserende læger vil arbejde mere, end de ellers ville gøre. Der er mange af dem, der i forvejen er udbrændte, men penge kan flytte meget. Måske kan det blive relevant for PLO og Danske Regioner med en form for indberetningspligt, hvis den her udvikling fortsætter.”
Jes Søgaard understreger, at han ikke vil anbefale for meget kontrol og lovgivning for faggruppen, der har valgt livet som selvstændigt erhvervsdrivende frem for eksempelvis den hvide kittel på hospitalet.
”I et årti, hvor vi gerne skal lokke flere læger til at vælge specialet, skal man ikke søsætte for meget regulering og udhule den frihed, der er forbundet med erhvervet. Bijobberi findes også blandt eksempelvis dommere og universitetslærere, men i langt de fleste tilfælde fører det til flere ressourcer til samfundet. Tiltag som Lægerne Danmark kan medføre ideologiske sværdslag, men reelt vil der ikke være det store, man fra politisk side kan stille op ved det. Ikke hvis man er enig om, at Danmark skal være et frit land.”
