PLO-formand om nyt lovforslag: Langt værre, end vi havde frygtet

Regeringens nye udkast til lovforslag om almen praksis udløser hård kritik fra PLO og FYAM. “Hele det her lovkompleks er et puslespil af tiltag, som langt overskrider det, vi havde frygtet,” siger PLO-formand Jørgen Skadborg. Både han og FYAM advarer om, at topstyring og kontrol vil undergrave det nuværende system og skræmme læger væk fra faget.

Regeringen har nu præsenteret næste kapitel i sundhedsreformen. Et nyt udkast til lovforslag, sendt i høring 2. juli, skal ifølge ministeriet sætte rammen for fremtidens almen praksis. Men lovforslaget bliver ikke modtaget med begejstring af nutidens og fremtidens praktiserende læger. Tværtimod taler både PLO og FYAM om topstyring og manglende samarbejde.

“Man er ivrig efter at topstyre og kontrollere, så det ikke bliver muligt at udvikle branchen i fremtiden,” advarer PLO-formand Jørgen Skadborg, der kalder forslaget for et opgør med hele reformens oprindelige ambitioner. “Hele det her lovkompleks er et puslespil af tiltag, som langt overskrider det, vi havde frygtet,” siger han.

Christian Freitag, der er tidligere PLO-formand, kalder det en trist dag for almen praksis. 

”Vi havde jo allerede set skelettet til det her i forvejen, men det er voldsomt at se det samlet på tryk. Det virker lige så demotiverende, som jeg havde frygtet, her er en total mangel på inkludering af praktiserende læger. Jeg kan endnu ikke finde et afsnit, eller et indgreb, hvor jeg tænker, at det her kommer til at hjælpe,” siger Christian Freitag, der er praktiserende læge i Holte.  

Birgitte Ries Møller, der er praktiserende læge i Odense og formand for PLO-Syddanmark, ved ikke, hvor hun skal begynde eller slutte, når hun skal kommentere på lovforslaget.

”Det er en enorm skuffelse, vi bliver reguleret i bund og skrevet ud af alt. Det ser svært ud, både at drive klinik og med den fremtidige rekruttering. Der bliver brug for, at praktiserende læger holder sammen nu, det er den eneste måde, vi kan klare os gennem det her,” siger PLO-lokalformanden. 

To virkeligheder mødes

Frem til nu har der eksisteret to parallelle virkeligheder i debatten om sundhedsreformen: En offentlig, hvor PLO har været imødekommende over for reformens visioner og har talt om muligheder og investeringer. Og en anden, som bag kulisserne har peget på en gradvis afmontering af det aftalebaserede system og en voksende topstyring. Med det nye lovforslag risikerer de to spor at smelte sammen i åben konflikt.

Udkast til lovforslaget, som officielt har titlen "Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Indførelse af national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, aftale om vilkår for alment praktiserende læger, differentieret honorarstruktur, praksisklagenævn m.v.)", følger efter det første lovkompleks om sundhedsreformen, der handlede om lægefordeling.

Ifølge høringsbrevet vil ministeren anmode Sundhedsstyrelsen om at udarbejde en national opgavebeskrivelse og basisfunktion i samarbejde med relevante faglige aktører. Basisfunktionen skal definere krav til, hvilke opgaver og funktioner, de almenmedicinske klinikker skal varetage – herunder tilgængelighed, samarbejde og åbningstider. 

Det arbejde deltager DSAM i.

"DSAM forsøger at påvirke det faglige indhold i den nationale opgavebeskrivelse, vi er jo nødt til at tro dette arbejde giver mening, og oplever også en forståelse for vores fag i dette samarbejde. Men motivationen synker jo noget, når vi ser at SST arbejdet bare beskrives som noget der skal gælde 'i første omgang' og at sundhedsministeren bestemmer ved de løbende revisioner, og at det er regionsrådet der alene skal sætte retningen lokalt, også for forskning og kvalitet, uden at lægerne er med," siger Bolette Friedrichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

Der lægges desuden op til differentieret honorering og mulighed for lokale aftaler med regionsrådene, eksempelvis i udbudsklinikker. Sundhedsministeriet fremhæver, at reformen skal gøre det muligt for almen praksis at overtage flere og mere komplekse opgaver i nærmiljøet, i tæt samspil med kommuner og hospitaler. Det hele skal ske med tydelig national styring.

Topstyring og brud med aftalesystemet

Lovforslaget flytter dermed centrale aftaleforhold væk fra forhandlingsbordet mellem regioner og PLO og over i ministerens og Sundhedsstyrelsens hænder.

“Praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende, hvis de skal have ulemperne ved at være selvstændige, samtidig med at de skal styres af det offentlige, som om de var offentligt ansatte lønmodtagere, så vil det her speciale ikke være attraktivt i fremtiden, og vi vil stå i en konfliktpræget situation,” siger Jørgen Skadborg.

Skadborg vurderer, at mange læger vil søge mod koncern- og regionsklinikker, trække sig tilbage tidligere eller organisere sig i nye former uden om PLO’s aftale med det offentlige.

Bolette Friedrichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin tilføjer:

"Det er godt, at der står ,at man skal være speciallæge i almen medicin for at få et ydernummer. Men når regioner har helt frit valg til i stedet at etablere udbuds- eller regionsklikker, hvor der ikke behøver at være læger i almen medicin, så bliver det svært at skabe kollegialitet og sammenhængskraft i almen praksis og svært at definere, hvad god kvalitet er."

Hun fortsætter:

Yngre læger advarer: Det går ud over patienterne

 FYAM (Forum for Yngre Almenmedicinere) kalder lovpakken en ”sundhedsreform på afveje”. De mener, den lægger op til øget styring, flere kontrolmekanismer og mindre indflydelse for praktiserende læger.

“Vi er ærgerlige over, at man vælger en model med så lav grad af samarbejde med de praktiserende læger. Det vil skade rekrutteringen – og i sidste ende går det ud over patienterne, som må vente længere på at få deres egen læge eller opleve at lægen får mere travlt,” udtaler FYAM-formand Malene Lindholmer Nepper. FYAM repræsenterer 1.600 yngre læger på vej ind i almen praksis.

FYAM uddyber, at lovforslaget opridser en mere topstyret ramme med mindre lokal fleksibilitet og faglig ledelse på klinikniveau – det gælder blandt andet en foreslået forhåndsgodkendelse af læger, inden de må nedsætte sig.

En speciallæge i almen medicin skal ved køb af et ydernummer “ansøge om en forhåndsgodkendelse fra regionsrådet, som skal foretage en vurdering af, om det kan sandsynliggøres, at lægen vil efterleve gældende krav og regler,” står der i lovforslaget. 

Det vækker skepsis og bekymring hos FYAM:  

”Vi er allerede godkendt én gang af Sundhedsstyrelsen ved speciallæge-anerkendelsen. Hvordan vil en ekstra forhåndsgodkendelse blive brugt af regionerne, og hvad er kriterierne? Jeg forstår godt behovet for, at der skal være tilsyn med enkelte brodne kar, men det ekstra benspænd kan hurtigt komme til at ligne mistillid til hele faggruppen.”  

Malene Lindholmer Nepper fortsætter: 

 ”Topstyringen kommer også til udtryk, når det kommer til fordeling af lægekapaciteter fra centralt hold. Det bliver sværere for praktiserende læger at nedsætte sig, hvor man har lyst. Derudover bliver der lagt op til øget indsigt i økonomi, der bliver lagt op til sanktioner og dataindsigt, og det er bare få af de værktøjer, som regionerne får til rådighed for at ’controlle’ den enkelte praktiserende læge,” siger FYAM’s formand. 

Aftalemodellen i opløsning?

Flere praktiserende læger ser forslaget som et opgør med den danske model.

”Åbningstider og tilgængelighed fastsættes fremover centralt ved bekendtgørelse udstedt af ministeren – ikke længere via forhandling. Patientantal bestemmes efter nationale minimums- og maksimumsgrænser,” skriver praktiserende læge Carsten Pedersen fra Middelfart til Medicinsk Tidsskrift.

Han påpeger, at PLO fortsat formelt er part i honorarforhandlingerne:

“Men det er uden reelle virkemidler, for samtidig står der, at nogle læger skal øge deres arbejdsmængde uden kompensation – eller acceptere en lavere indtjening. På det grundlag bliver det jo nærmest umuligt for PLO at indgå en aftale, og så vil  staten ensidigt kunne fastsætte ydelser og priser via lovgivning.”

Praktiserende læge Gunver Lillevang opsummerer bekymringen på Linkedin:

”Den danske model har sørget for aftaler, der har sikret god almenmedicinsk lægehjælp til patienterne, og som har ført til, at vi har en af verdens bedste almene praksis.”