Skip to main content


Overblik: Sådan landede patienttallene i de enkelte regioner

De nye differentierede patienttal, der er en central del af sundhedsreformen, er endelig på plads i alle regioner, og der er som ventet flere patienter på vej til lægerne i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Et øget antal patienter vil påvirke belastningsgraden i negativ retning, vurderer PLO-Hovedstadens formand, og PLO-Midtjylland advarer om nedsat diagnostisk kapacitet.

Umiddelbart er Region Hovedstadens nye gennemsnitlige minimumspatienttal på 1.680 ikke skyhøjt sammenlignet med den tidligere grænse på 1.600. Men der er topscorere, der har fået 2.265 patienter, mens andre praksisser har fået 1.100.

Peder Reistad er formand for PLO-Hovedstaden og praktiserende læge i Kokkedal Lægecenter, hvor man fortsat har 1.600 patienter per kapacitet.

”De fleste praktiserende læger her har været glade for den gamle overenskomstaftalte minimumsgrænse på 1.600 patienter per kapacitet, så de nye højere minimumspatienttal bliver ikke taget godt imod af alle. Dels påvirker det den enkelte læge eller kliniks mulighed for selv at styre belastningen i klinikken, dels har det givet anledning til overraskende store lokale forskelle i minimumspatienttal, hvilket påvirker klinikkernes konkurrenceevne i forhold til et eventuelt salg,” siger Peder Reistad.  

Praktiserende læger i 2026 er generelt meget pressede, tilføjer han, og det gør sig også gældende i Region Hovedstaden.

”Alle tiltag der bidrager til yderligere pres – som eksempelvis at tvinge læger til at have flere patienter – påvirker belastningsgraden i negativ retning,” siger han.

 Region Hovedstaden oplyser, at 249 ud af 564 praksisser har fået fastsat et minimumspatienttal, der ligger over deres nuværende antal tilmeldte patienter. I alt 502 praksisser har fået fastsat et minimumspatienttal, som regionen forventer, at de vil sige ja til, efter at der har været høring og dialog med lægerne. For 51 af de resterende 62 praksisser har regionen delvist ændret minimumspatienttallet efter lægernes bemærkninger, mens det ikke har været muligt at ændre det for de sidste 11.

En del praktiserende læger har selv valgt at have ret mange patienter per kapacitet, forklarer Peder Reistad.

Ovennævnte tal er i Region Hovedstaden blevet udruget i en proces, hvor Sundhedsdatastyrelsen for alle landets læger har udregnet et vejledende patientantal for hver klinik med udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov. 

 Region Hovedstaden har derefter sendt tallet til den enkelte lægepraksis og bedt om bemærkninger og ønsker i en høringsrunde. På den baggrund har regionen efterfølgende sendt et forslag til et individuelt minimumspatienttal i høring hos hver enkelt praksis.

I regionens første forsøg på at fastsætte minimumspatienttal gik det temmelig galt, vurderer PLO-lokalformanden. ”Der kom tal ud, som i høj grad lignede det patienttal, klinikken havde på det tidspunkt. Det var for eksempel forslag om minimumspatienttal på 2.600 patienter, fordi klinikken aktuelt havde 2.600 patienter. Det er noget, der tyder på, at regionens medarbejdere ikke selv helt havde styr på, hvad de sad og tumlede med. Det gav anledning til ret stor kritik fra vores side.”

Efter den skæve opstart har regionen ifølge PLO-lokalformanden gjort sig meget umage med at gå i dialog med et stort antal klinikker og har fået fastsat minimumstal, som har været acceptable for mange.

”PLO-Hovedstaden har jo ikke været inde i maskinrummet, men er blevet holdt orienteret af regionen, som har investeret meget i at orientere os,” siger Peder Reistad.

Den endelige fastsættelse af patienttal landede i praktiserende lægers e-bokse i slutningen af januar, fremgår det af en pressemeddelelse.

Region Midtjylland: Flere patienter sætter diagnostisk rolle på spil

I Region Midtjylland er de nye tal tildelt til regionens cirka 340 praksisser med virkning fra 1. februar 2026.

Region Midtjylland skiller sig ud fra de øvrige regioner ved at arbejde med to grænser for patienttal: en åbnegrænse og en lukkegrænse.

Åbnegrænsen angiver, hvornår en klinik skal åbne for nye patienter. Den kan dog vælge at åbne tidligere, så længe den ikke har mere end 2.700 patienter pr. lægekapacitet.

Lukkegrænsen angiver, hvornår en klinik kan lukke for nye patienter. Den kan også vælge at holde åbent ud over grænsen, så længe den ikke har mere end 2.700 patienter pr. lægekapacitet.

I gennemsnit er åbnegrænsen 1.562 patienter, mens lukkegrænsen er 1.684. 

Det laveste antal sikrede per kapacitet, der er tildelt som åbnegrænse, er 1.100. Det højeste antal sikrede per kapacitet er 2.150. Det laveste antal sikrede per kapacitet, der er tildelt som lukkegrænse er 1.200. Det højeste antal sikrede per kapacitet, der er tildelt, er 2.700.

Allan Høg er formand for PLO-Midtjylland og praktiserende læge hos Lægerne Skt Olufsgade i indre Aarhus. Hans klinik havde førhen 4.800 patienter på tre ydernumre og er nu oppe på 5.060, altså 86 ekstra patienter per kapacitet, hvilket han accepterer.

Han roser Region Midtjylland for at have arbejdet grundigt med de nye patienttal. Alligevel har han fortsat en indvending mod den regnemodel, regionen har brugt til at fastsætte tallene.

”Man glemmer behovet for kapacitet til diagnostik – altså at finde de syge blandt de raske. Det forsvinder lidt i diskussionen om sygdomsbyrde. Vi skal have tid til at opdage kræftsygdomme. Også unge får kræft. Når man har mange unge patienter, er der en risiko for at overse noget – et modermærke eller en knude. Det kræver ressourcer og plads, det må vi ikke glemme. Der skal også være kapacitet til ikke at forsinke patientforløb. Ellers bliver vores primære diagnostiske rolle reelt sat på spil.”

Peder Reistad fra PLO-Hovedstaden tilslutter sig denne kritik:

”Generelt må man nok sige, at sygdomsbyrde, som den er udmålt i modellen fra Sundhedsdatastyrelsen, ikke afspejler, hvad der er tungt eller byrdefuldt i almen praksis, Så vidt jeg har forstået, er modellen baseret på hospitalsdiagnoser fra Lægepatientregistreret og kun et par enkelte diagnoser fra almen praksis.”

Hvis det kun var patienternes sygdomme, der fyldte, ville livet som praktiserende læge være ret nemt, vurderer PLO-lokalformanden fra Kokkedal Lægecenter.  

”Sygdomsbyrde kan du nok godt bruge til at vise, at der er forskel på patientklientel mellem Lolland og Hillerød, eller Bornholm og Aarhus, men ikke til at estimere belastning i almen praksis. Der kolliderer byrdeforståelserne,” siger Peder Reistad.

Øvrige regioner i mål siden nytår

Landets øvrige tre regioner er også i mål med deres minimumspatienttal.  

Næsten alle praksis i Region Sjælland modtog deres gældende minimumspatienttal i december 2025.

Her får man i gennemsnit 1.450 patienter. Laveste patientantal er 1.025 patienter, mens det højeste minimumspatientantal er 1.915 patienter.

Ingen af de 204 praksis i Region Sjælland har modtaget et minimumspatienttal, der ligger over Sundhedsdatastyrelsens vejledende minimumspatienttal. 19 praksis har modtaget et minimumspatienttal, der ligger lavere end Sundhedsdatastyrelsens vejledende minimumspatienttal.

En sammenligning af regionens fastsatte minimumspatienttal og lægernes aktuelle antal tilmeldte patienter viser, at mange praksis allerede har en del flere patienter, end de nye minimumspatienttal forpligter lægerne til at have åbent for.

"Dette er i sig selv ikke noget nyt. Mange praktiserende læger i Region Sjælland har traditionelt haft flere patienter, end de jævnfør overenskomsten har været forpligtet til. Det er stadig tilfældet,” oplyser Region Sjællands pressetjeneste.  

Tilfredse PLO-formænd i Syddanmark og Nordjylland

Region Syddanmark sendte også nye minimumspatienttal ud til de praktiserende læger inden nytår.  Regionen har inden udsendelsen modtaget ønsker fra 2/3 af de praktiserende læger. Lægernes ønsker til nyt patientantal er imødekommet på nær i én praksis. Her er det nye patientantal sat højere end ønsket for at sikre lægevalg i området.

Region Syddanmark får i gennemsnit 1.580 patienter per kapacitet, laveste minimumspatientantal er 1.096 patienter, mens det højeste er 2.700 patienter. Tallet skal dog ikke læses sådan, at regionen har til hensigt, at disse praksis skal passe 2.700 patienter, og det er ud fra patientunderlaget også usandsynligt, at praksis får så mange patienter, oplyser Region Syddanmark.

Region Nordjylland, landets mindste region opgjort i befolkning, oplyser, at gennemsnittet for minimumspatientantallet blandt de 110 klinikker i Nordjylland er på 1.461 patienter per kapacitet. Klinikken med det laveste minimumspatienttal ligger på 1.090 patienter per kapacitet, mens klinikken med det højeste minimumspatienttal ligger på 1.980 pr. kapacitet. 31 klinikker har et minimumspatienttal, som ligger over deres nuværende patienttal, mens 109 klinikker har fået et minimumspatienttal, som ligger under deres nuværende patienttal.

Både PLO-formændene i Region Syddanmark og Region Syddanmark har over for Ugeskriftet i december udtrykt tilfredshed med forløbet og med deres regionskontorers arbejde.

"Vi har oplevet meget stor lydhørhed fra vores region. Der har været tale om en håndholdt indsats fra regionens side, og det er vi yderst tilfredse med," lød det for eksempel fra praktiserende læge Birgitte Ries, der er formand for PLO-Syddanmark.