DSAM advarer mod lovforslag
Et nyt lovforslag vil give regionsrådene øget magt over lægers hoveduddannelsesstillinger og åbner samtidig for, at allerede planlagte forløb kan ændres undervejs. DSAM kalder ændringen unødvendig og advarer om, at driftshensyn kan komme til at veje tungere end kvaliteten af lægernes uddannelse.
Hoveduddannelsesforløb inden for eksempelvis almen medicin bliver i dag planlagt i tre regionale videreuddannelsesråd i Nord, Syd og Øst, hvor både regioner, lægelige uddannelseseksperter og lægeorganisationer som PLO kommer til orde.
Det kan dog ændre sig med et nyt lovforslag. Det har tidligere været i offentlig høring, hvor DSAM også leverede høringssvar, men det nåede ikke at blive fremsat inden folketingsvalget og sendes derfor nu i en supplerende høring, hvor der er svarfrist 20. august.
I udkastet bliver der fortsat på side 5 lagt op til, at beslutningskompetencen omkring placering af lægers hoveduddannelse overgår udelukkende til regionerne, og rådene kun skal have en rådgivende funktion. Men DSAM advarer mod denne ændring.
Unødvendigt og bekymrende
Det faglige selskabs bekymring går især på spørgsmålet om regionernes fremtidige fordeling af hoveduddannelsesstillinger. Det er unødvendigt at flytte den formelle beslutningskompetence fra de regionale videreuddannelsesråd, mener blandt andre Søren Prins, der er praktiserende læge i Silkeborg, formand for videreuddannelsesudvalget hos DSAM og PLO og observatør i DSAMs bestyrelse. Han har været med til at skrive selskabets høringssvar, hvor man foreslår den nuværende samarbejdsmodel bevaret.
”Det er en stor risiko, at regionerne primært skeler til hospitalernes driftsbehov eller rekruttering til bestemte områder, hvis beslutningskompetencen overgår til regionsrådet. Der er også en risiko for beslutninger, som er uhensigtsmæssige for uddannelseskvaliteten, eller den samlede rekruttering til specialet” siger Søren Prins.
Også Malene Nepper, der er afgående formand for FYAM, erklærer sig kritisk over den foreslåede lovændring. Hun er selv i gang med sin hoveduddannelse inden for almen medicin og vender snart tilbage til en praksisklinik efter flere år på hospitalsafdelinger.
”Det er bekymrende, hvis læger ikke længere skal sidde med ved bordet, når uddannelsesstillinger planlægges, og sikre den højest mulige faglige kvalitet.”
Hvis driftshensyn får forrang i planlægningsprocesserne, kan hun ”i værste tilfælde” frygte, at læger i hoveduddannelse kan ende med at få en ringere uddannelse.
”Selvfølgelig er jeg som uddannelseslæge en del af den daglige drift på en afdeling, men jeg har samtidig behov for, at der er nok speciallæger til stede, der kan varetage supervision og undervisning. Og så skal der være luft nok i dagsprogrammerne til, at der rent faktisk er tid til at modtage den supervision og undervisning, der også er helt væsentlig for min faglige udvikling,” siger Malene Nepper.
Som det er i dag, kan man rejse bekymringer og diskutere, om der er en god nok sammensætning af forløbene, og alle synspunkter bliver hørt, før det regionale råd træffer beslutningen, forklarer Søren Prins.
”I princippet er der tale om en flertalsafgørelse, men kutymen er, at hvis der er væsentlige protester, tager man en ekstra runde og ser på, hvordan man kan finde en løsning,” siger Søren Prins, der har siddet i det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse (DRRLV) i Videreuddannelsesregion Nord fra 2014 til 2023.
Regionens repræsentanter har naturligvis stor indflydelse, men beslutningen kan ikke træffes i et lukket rum, uden at man har hørt andre interessenter, forklarer den praktiserende læge, der også er postgraduat klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og almenmedicinsk uddannelseskoordinator i Region Midtjylland.
Dårlig uddannelseskvalitet kan eksempelvis opstå, hvis man placerer uddannelsesforløb på uddannelsessteder med utilstrækkelig kapacitet, så der mangler supervision eller uddannelsesrelevante arbejdsopgaver.
Man risikerer dermed ikke at få input om uddannelseskvaliteten, og for praktiserende lægers tilfælde er der en risiko for, at perspektivet fra almen praksis ikke bliver hørt.
”Halvdelen af almenmedicineres hoveduddannelse foregår ude i almen praksis, men pludselig vil man fra regionernes side ikke længere være tvunget til at spørge os som centrale arbejdsgivere til råds, når man planlægger hoveduddannelsesstillinger, det synes vi er forkert,” siger Søren Prins.
Overgangsbestemmelse er fjernet
I den nye version af lovforslaget, noterer Søren Prins sig også en mindre ændring, hvor en overgangsbestemmelse er fjernet, hvilket for det faglige selskab gør den nye version af lovforslaget ekstra problematisk. Det betyder i praksis, at regionen kan flytte om på allerede planlagte uddannelsesforløb, så H-lægen kan blive placeret på andre hospitalsafdelinger end dem, der her og nu er aftalt.
”I den tidligere udgave af lovforslaget var det sådan, at de uddannelsesforløb, der allerede var i gang, ikke kunne ændres. Den sikkerhed er fjernet i det nye udkast. Derfor er det uklart, om regionerne med lovforslaget får hjemmel til at ændre forløb, som allerede er besluttet og planlagt.”
Malene Nepper finder det vigtigt, at læger i hoveduddannelse har tryghed omkring, at deres planlagte uddannelse ikke pludselig ændrer sig væsentligt, for eksempel med ændringer i ansættelsessted. ”Det kan jeg godt blive i tvivl om, er tilfældet med lovteksten som den er fremlagt. De fleste hoveduddannelseslæger har jo planlagt deres eget og familiens liv omkring det forløb, de er ansat i, i de 4,5 år en hoveduddannelse i almen medicin varer,” siger hun.
Drift vs. kvalitet
Selv om hensynet til uddannelseskvalitet nævnes flere steder i lovforslaget, er Søren Prins og DSAM også bekymrede over en formulering i teksten, hvor der står, at ”kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen eksempelvis kan være lægedækning, patientsikkerhed, uddannelseskapacitet, driftshensyn, uddannelseskvalitet m.v. samt hensynet til en styrket fordeling af læger på tværs af landet.”
DSAM frygter, at kortsigtede hensyn til drift og rekruttering til bestemte områder kan komme til at veje tungere end uddannelseskvaliteten og patientsikkerheden.
”Uddannelseskvalitet og patientsikkerhed kan ikke rubriceres som eksempler, men bør være en forudsætning for, at der overhovedet kan oprettes en uddannelsesstilling,” skriver det faglige selskab i deres høringssvar.
DSAM ønsker derfor sætningen omformuleret, så det udtrykkeligt fremgår, at hensyn til lægedækning, uddannelseskapacitet og drift ikke må ske på bekostning af uddannelseskvaliteten eller patientsikkerheden, står der i høringssvaret.
Søren Prins nævner som eksempel tidligere forløb, hvor uddannelsesforløbene har været delt mellem flere sygehuse.
”Det kan være nødvendigt af forskellige grunde, men skift mellem forskellige sygehuse er ikke nødvendigvis godt for kvaliteten. Det kan være godt set med regionens briller, fordi man får dækket nogle behov for arbejdskraft på forskellige sygehusenheder, men for den enkelte uddannelseslæge betyder det mere transport og at man i højere grad er ’ny i arbejde’, hvis man ikke bare skifter afdeling, men også skal lære et helt nyt sygehus at kende. Mange skift kan derfor forringe udbyttet af uddannelsen.”
H-læger kan sive bort
Et andet eksempel kunne være et forslag om at placere et meget stort antal hoveduddannelsesstillinger i et område med speciallægemangel, nævner Søren Prins.
Det forringer kvaliteten, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange vejledere til at supervisere uddannelseslægerne, og man kan blive presset til at placere uddannelseslæger i klinikker med utilstrækkelige uddannelsesforhold, eksempelvis regions- eller udbudsklinikker, hvor de speciallæger, der skal supervisere, ofte kun arbejder der i kort tid ad gangen, og man arbejder under andre forhold end i PLO-klinikker.
”Hele strategien med at flytte mange stillinger til områder, hvor der i forvejen er ledige stillinger, kan også give bagslag for rekrutteringen, da uddannelseslægerne ikke altid bare flytter langt væk fra de store byer, fordi det bliver svært at få en hoveduddannelsesstilling i almen medicin der, hvor de bor. I stedet kigger de måske efter andre specialer og jobmuligheder, og det endelige udfald bliver, at der samlet set uddannes færre speciallæger i almen medicin,” siger Søren Prins.
Danske Regioner og Sundhedsministeriet er blevet forelagt denne artikel, men ingen af dem har dog haft mulighed for at bidrage med en kommentar.
Fakta: De Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse (VUR)
Medlemmerne af VUR repræsenterer henholdsvis arbejdsgiverne (regionen) og lægeorganisationer (FAS, PLO, Yngre Læger). Formålet med VUR er at:
sikre en høj kvalitet i den lægelige videreuddannelse
udvikle/anvende relevante pædagogiske metoder
sikre smidig håndtering af individuelle uddannelsesforløb
sikre en løbende tilpasning af dimensioneringen
Kilde: læger.dk
Fakta: Lovforslag
Lovforslaget indeholder flere dele, herunder lovgivningsmæssige ændringer, der følger af sundhedsreformaftalen. Det vedrører ny afregningsordning i forbindelse med etablering af sundheds- og omsorgspladser, lægemiddelhåndtering mv. på sundheds- og omsorgspladser og i akutsygeplejen samt styrkede regionale kompetencer til at fordele og tilrettelægge uddannelsesforløb. Lovforslaget har derudover til formål at udmønte dele af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en ny model for specialeplanlægning.
Kilde: Høringsportalen