Skip to main content


Gunver Lillevang modtager Mahler-prisen 2026

Gunver Lillevang hædres med de praktiserende lægers ærespris for mere end 20 års arbejde med almen medicin, speciallægeuddannelsen og rekruttering til faget.

Hun har især sat sit aftryk på uddannelsen af kommende speciallæger i almen medicin. Som yngre læge arbejdede hun i Sundhedsstyrelsen og var med i arbejdet med reformen af speciallægeuddannelsen i 2003. Her blev uddannelsen i almen medicin forlænget til fem år.

Senere bidrog hun til målbeskrivelsen fra 2013, hvor hun blandt andet arbejdede med kompetencevurdering.

Formanden for DSAM, Maria Krüger fremhæver især Gunver Lillevangs betydning for udviklingen af almen medicin og speciallægeuddannelsen:

”Gunver Lillevang er en stor personlighed og en helt uvurderlig stemme for vores fag.”

Maria Krüger peger samtidig på Lillevangs evne til at forbinde det faglige og det politiske arbejde.

”Hun har en imponerende faglig indsigt og et enormt engagement og er eminent til at bygge bro mellem fagligheden og de politiske beslutningstagere. Det er en evne, der kun er blevet vigtigere i takt med, at stadig flere beslutninger om sundhedsvæsenets udvikling træffes politisk”.

Et andet centralt spor i Gunver Lillevangs arbejde har været at tydeliggøre, hvad almen medicin som speciale kan og skal, og at gøre faget attraktivt for studerende og yngre læger. Samtidig har hun arbejdet for at styrke forståelsen for almen praksis blandt politikere og embedsmænd.

”Gunvers helt særlige evner til at mestre det politiske håndværk og opbygge relationer har været afgørende for, at der i dag er en bred anerkendelse af, at der er nødt til at være mange flere praktiserende læger for, at vi kan løfte fremtidens opgaver,” siger formand for PLO, Jørgen Skadborg.

Gunver Lillevang er 57 år og praktiserende læge i Roskilde. Hun sidder i Lægeforeningens bestyrelse og har tidligere været medlem af PLO’s bestyrelse.

Mahler-prisen uddeles af PLO og DSAM og gives til en praktiserende læge, der har gjort en særlig indsats for udviklingen af praksissektoren. Prisen er opkaldt efter den tidligere WHO-generalsekretær Halfdan Mahler og uddeles i år for 35. gang.