Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Mangel på fedtmolekyle kan føre til type 2-diabetes

Energiforbrændingen i kroppens brune fedtceller, bliver styret af fedtmolekylet cardiolipin, men hvis man har mangel på molekylet, kan det give problemer i form af udvikling af type 2-diabetes og forstadier til diabetes.

Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet.   

Det specialiserede fedtmolekyle, som produceres i kroppens egne fedtceller, har altså langt større betydning for kroppens sundhedstilstand, end man tidligere har antaget.

Hvis der producers store mængder af molekylet i fedtcellernes mitokondrier, betyder det bedre kalorieforbrænding, mens små mængder af molekylet altså har sammenhæng med fedme og type 2-diabetes.

"Det brune fedt er en fascinerende og unik type fedtvæv, der faktisk forbrænder kalorier i stedet for at opbevare dem. Nu har vi fundet ud af, at fedtmolekylet cardiolipin næsten kan ses som en tænd-og sluk-knap for aktiviteten i vores brune fedt. Slukker man for produktionen af cardiolipin i mus, så fører det til insulinresistens," siger Zach Gerhart-Hines, lektor på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research og seniorforfatter til studiet til sund.dk.

Studiet indledtes med at forskerne undersøgte, hvad der sker i fedtcellerne i mus, når de udsættes for kulde, og det brune fedt presses til at forbrænde energi. Forskerne kunne konstatere, at mitokondrierne producerede rigtig meget af molekylet cardiolipin. For at undersøge, hvordan det kan påvirke helbredet, måtte forskerne udvikle nye metoder.

"Vi skabte musemodeller, hvor vi kunne slukke for produktionen af cardiolipin i det brune fedt. Da vi skruede ned for cardiolipin-niveauet, blev musene insulinresistente, og dermed har vi et klart link til diabetes. Og vi blev rigtig overraskede, da vi skruede op for produktionen af cardiolipin i både muse – og menneskeceller. For det øger mængden af kalorier, fedtcellerne kan forbrænde," siger Zach Gerhart-Hines. 

Forskerne har efterfølgende fundet lovende beviser, der indikerer, at fundet også er relevant for mennesker. Da forskerne undersøgte genetikken bag metabolisk sygdom, kunne de konstatere, at mennesker med en genetisk mutation, der er koblet til en lav produktion af cardiolipin, har en forhøjet risiko for at udvikle overvægt og type 2-diabetes. De undersøgte også niveauerne af det enzym, der laver cardiolipin hos både raske mennesker og mennesker med diabetes. De konstaterede, at fedtcellerne hos sunde, insulin-sensitive mennesker havde markant mere af det cardiolipin-producerende emzym.

Forskerne er meget glade for, at de nye fund også ser ud til at gælde i mennesker. Det kunne potentielt åbne op for nye måder at forbedre metabolisk sundhed ved at booste mængden af cardiolipin i kroppens fedtceller.

Det er første gang, at et forskningsprojekt viser, at en enkelt fedtmolekyle i fedtcellernes kraftværker kan have en meget stor indflydelse på sundhedstilstanden i hele kroppen. På sigt håber forskerne, at man kan bruge cardiolipin til at booste insulin-sensitivitet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift