
"En lang række studier tyder på, at immunforsvarets såkaldte komplementsystem har skadelige effekter på nyrerne hos diabetespatienter,” siger Jakob Appel Østergaard.
Immunsystemet bidrager til nyresygdomme
EASD 2018: Der er sammenhæng mellem alvorlig nyresygdom hos patienter med type 1-diabetes og forekomsten af det mønstergenkendende molekyle, H-ficolin.
Det fremgik af en poster præsenteret af Jakob Appel Østergaard, reservelæge og ph.d.-studerende fra Steno Diabetes Center Aarhus på dagens postersession på EASD 2018 i Berlin.
"En lang række studier tyder på, at immunforsvarets såkaldte komplementsystem har skadelige effekter på nyrerne hos diabetespatienter,” siger Jakob Appel Østergaard.
”Dele af komplementsystemet adskiller normalt egne celler fra eksempelvis bakterier blandt andet ved genkendelse af sukkermønstre. Denne genkendelse sker ved hjælp af mønstergenkendende molekyler. Men det høje blodsukker ved diabetes forårsager bindinger mellem sukker og kroppens proteiner, og det kan muligvis skade nyrerne hos patienter med diabetes.”
Det er denne risiko Jakob Appel Østergaard sammen med en gruppe forskere fra Finland og Australien har sat sig for at undersøge.
Det studie, Jakob Appel Østergaard fremlagde i dag, baserer sig på 2439 type 1-diabetes patienter fra det finske FinnDianne studie. Patienterne havde alle fået stillet deres diagnose inden de fyldte 40 år, og de var sat i behandling med insulin inden det første år efter diagnosen. Deltagerne blev inddelt i fire grupper afhængig af koncentrationen af H-ficolin, som blev målt i blodprøver taget ved deltagernes inklusionen i studiet. Opfølgningsperioden var 16,6 år.
Konklusionen var, at den fjerdedel af patienterne, som havde den højeste koncentration af H-ficolin også havde en højere risiko for død, og at samme gruppe havde den højeste risiko for progression til mikroalbuminuri, om end sidstnævnte resultat ikke var statistisk signifikant i en renset analyse.
”Meget tyder altså på, at immunsystemet fejlagtigt angriber diabetespatienternes celler og væv grundet forandringer i disse overfladedekorationer af kulhydratkæder (glykaner) samt glukoses direkte reaktion med proteiner på,” siger Jakob Appel Østergaard.
