Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Af hele mit hjerte håber jeg, at vi kan mødes live næste år

EASD: Tina Vilsbøll, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen, er altid nærmest hyperaktiv på EASD, og hun er også her, der og alle vegne på den virtuelle kongres. Men hun har ikke samme begejstring, som hun plejer:

"Det er sandelig ikke det samme. Præsentationerne har på ingen måde samme rækkevidde eller interaktion. Der er både foredrag og postersessioner med meget få deltagere," siger hun.

"Men nogen gange lykkes det meget godt. Filip Krag Knop og jeg har haft en session i forbindelse med lancering af nogle EASD e-learning moduler omhandlende GLP-1. På denne session var mange online, der var trods en hel times varighed flere spørgsmål end vi kunne nå, og sessionen har nu opnået 2400 hits (aktuelt nærmer tallet sig 3.000, red.)," siger hun. 

"Det er trist for alle os diabetesinteresserede klinikere og forskere," siger Tina Vilsbøll. "EASD handler nemlig om meget mere end de seneste forskningsresultater - nemlig udbygning af eksisterende netværk, etablering af nye og initiering af nye spændende studier. Det er ærgerligt og jeg håber af hele mit hjerte at vi igen kan mødes ´live´ næste år."