Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift


Diabetesmedicin beskytter mod luftforurening

Luftforurening kan især hos mennesker med diabetes forværre blodsukkeret, kolesteroltal og andre risikofaktorer for hjertesygdom, men diabetesmedicin beskytter mod risikoen.

Det antyder en ny undersøgelse fra Ben-Gurion universitetet i Beer Sheva, Israel, hvor forskerne har undersøgt, hvordan støv og forurening påvirker næsten 75.000 mennesker i det sydlige Israel.

"Selv om luftforurening er forbundet med relativt små ændringer af kardiometaboliske risikofaktorer, er der grund til at være bekymret over antallet af mennesker, der udsættes for vedvarende forurening," siger dr. Victor Novack fra Soroka University Medical center og hovedforfatter på undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism.

http://press.endocrine.org/doi/10.1210/jc.2016-1378

"Selv små ændringer i blodsukkerniveauet og den glykæmiske kontrol kan bidrage til øget risiko for hjertekar-sygdomme."

Den befolknings-baserede undersøgelse har set på virkningerne af 73,117 voksnes udsættelse for luftforurening i det sydlige Israel, hvor niveauet af partikler kan eskalere på grund af placeringen i den globale støvbælte.

Forskerne vurderede luftforureningen ud fra daglige satellit data om, hvor meget sollys, der blev blokeret af partikler i luften  - en måling, som kaldes aerosol optisk dybde. Ved at undersøge dette og andre vejrdata kunne forskerne udvikle en model, der tillod dem at estimere den daglige eksponering for luftforurening baseret på hver enkelt deltagers adresse.

Forskerne analyserede resultaterne af mere end 600.000 blodprøver taget fra forsøgspersonerne mellem 2003 og 2012. Alle undersøgelsens deltagere var enten rygere eller var diagnosticeret med diabetes, iskæmisk hjertesygdom, forhøjet blodtryk eller dyslipidæmi, som opstår, når niveauet af fedt i blodet er for højt eller lavt.

Undersøgelsen fandt, at deltagerne havde tendens til at have højere blodsukker og en dårligere kolesterol profil, når de var blevet udsat for gennemsnitligt højere niveauer af luftpartikler i de foregående tre måneder. Partiklerne var forbundet med stigninger i blodsukkeret, det dårlige LDL-kolesterol og andre fedtstoffer i blodet. Eksponering for partikler var også knyttet til lavere niveauer af det såkaldt gode HDL-kolesterol.

Sammenhængen var stærkere for mennesker med diabetes. Men de, der tog medicin - dog ikke insulin - til behandling af diabetes oplevede en beskyttende virkning. Denne gruppe havde færre ændringer i blodsukkeret og kolesteroltallet pga. luftforurening.

Selvom luftforureningen ikke havde en umiddelbar effekt på blodprøver taget syv dage efter en stigning i luftforureningen, fandt forskerne, at en ophobet eksponering i løbet af tre måneder var forbundet med en øget risiko for hjertekar-sygdom.

"Vi har fundet en sammenhæng mellem luftforurening på mellemlang sigt og uønskede ændringer i kolesteroltallet," siger undersøgelsens førsteforfatter Maayan Yitshak Sade fra Ben-Gurion Universitet.

"Dette antyder, at en ophobet eksponering for luftforurening i løbet af ens levetid kan føre til en øget risiko for kardiovaskulær sygdom."