Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Sund livsstil forbundet med halvering af risiko for demens ved type 2-diabetes

EASD: Det er velkendt, at type 2-diabetes er koblet til en øget risiko for demens, men en sund livsstil er forbundet med tæt på en halvering af risikoen for demens hos personer med type 2-diabetes.

Det viser en undersøgelse af knap en halv million briter, som deltager i UK Biobank-studiet, som blev etableret i 2007. Resultaterne blev præsenteret på den europæiske diabeteskongres EASD 2022 (abstract #319).

Deltagerne udfyldte et spørgeskema, som omhandlede tid foran tv-skærmen, søvn, fysisk aktivitet, alkoholforbrug, rygning samt indtag af forarbejdet og rødt kød, frugt og grøntsager og fede fisk. Ud fra svarene blev de inddelt i tre grupper: de sundeste, de moderat sunde og de mindst sunde.

Undersøgelsen viser, at de sundeste med type 2-diabetes havde 45 procent mindre risiko for at udvikle demens sammenlignet med de mindst sunde med type 2-diabetes.

Både type 2-diabetes og en usund livsstil var desuden i sig selv forbundet med en højere risiko for demens. Personer med type 2-diabetes havde således 33 procent højere risiko for at udvikle demens sammenlignet med personer uden type 2-diabetes. Og de mindst sunde deltagere havde 65 procent større risiko for at udvikle demens sammenlignet med de sundeste deltagere. 

Nøglen til et godt helbred

Forskerne konkluderer, at en sund livsstil kan mindske risikoen for demens blandt personer med type 2-diabetes.

”At følge de nuværende anbefalinger om kost, fysisk aktivitet og søvn er nøglen til et godt helbred, og det kan bidrage til en lavere risiko for demens hos personer med diabetes,” siger Carlos Celis-Morales i en pressemeddelelse fra EASD. Han er forsker ved University of Glasgow og medforfatter til studiet.

”Der findes ingen kur mod demens, hvilket gør forebyggelse så meget desto vigtigere,” siger Jirapitcha Boonpor, University of Glasgow, som præsenterede resultaterne.

Undersøgelsen inkluderede 445.364 briter med en gennemsnitsalder på 55,6 år, hvoraf 54,6 procent var kvinder. Median opfølgning var 9,1 år, og ingen af deltagerne havde demens ved baseline. I alt 3.927 personer udviklede demens i opfølgningsperioden.